TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Derbysnak: Encore Cloc tættere på årgangstoppen

af | Nyheder

Encore Cloc imponerede stort i Derbyprøverne efter startfejl og kan måske være en joker i Derbyet trods dårligt startspor.

Man forstår udmærket Henrik Lønborg hvis der fløj et par mindre pæne ord ud af munden på ham, da Encore Cloc satte af i galop i den sidste af de fem åbne Derbyprøver forrige fredag på Lunden.

Encore Cloc. Foto: Burt Seeger

På det tidspunkt stod det således klart, at hvis Great Challenger-sønnen skulle kvalificere sig til start i Dansk Trav Derby, krævede det minimum en andenplads – og det så unægteligt svært ud da Encore Cloc nu blev “sat af” langt efter konkurrenterne

Henrik Lønborg kørte dog ufortrødent efter feltet og på bagerste langside med ca. 650 meter tilbage blev Encore Cloc sendt afsted i tredje spor.

Én efter én passerede han konkurrenterne – med undtagelse af storfavoritten Emoji, der sejrede overlegent, men Encore Cloc var en lige så sikker nummer to i tiden 1.14,4a/2500 meter efter en dybt imponerende ophentning.

-Jeg har kørt rigtig mange travløb og kan stadig ikke forstå hvordan jeg kunne køre ind i vingen da starten gik, men jeg tror ikke det sker igen, siger Henrik Lønborg.

-Jeg vidste jo, at vi var ude i den “svageste” af Derbyprøverne, så jeg måtte bare prøve at køre efter feltet. Hvis han var træt med 500 meter igen, ja, så var det selvfølgelig dét, men han suste bare uden om de andre. Nu kom vi så til at køre mod min egen hest (Endless Dreams, red.), men jeg vidste jo godt på forhånd at det kunne ske.

Encore Cloc galoperede også i den forrige start på Axevalla, men ellers er han normalt 100 % stabil, så det skal man ikke lægge så meget i.

-De havde vandet banen frygteligt meget og den er åbenbart meget lerholdig, så hestene smed nogle store klatter jord efter sig og jeg så godt, at der kom noget flyvende, men fandt først ud af hvad det var, det det ramte min hest. Han rystede bare på hovedet og galoperede, og så var dén dag ligesom ødelagt, siger Henrik.

-Jeg kørte efterfølgende et hurtigarbejde efter 1.14/2000 meter med vattet i ørene, så han fik en reel udblæsning. Jeg ville ikke hjem og prøve på at finde et nyt løb, da løbet på Axevalla var en del af programmet frem mod Derbyprøverne.

Tættere på årgangstoppen
Som 3-års gjorde Encore Cloc det udmærket med sejr i bl.a. Grand Circle 3-års Championat 2019 Consolation og en femteplads i Jydsk 3-årings Grand Prix, men Henrik Lønborg føler, at han i år har taget et ekstra skridt op ad rangstigen.

Encore Cloc. Foto: Flemming Andersen

-Jeg sagde sidste år, at jeg håbede han kun udvikle sig endnu, så vi kunne være med blandt de bedste, men det er jo ikke så sjovt hvis man kun kan være blandt de 5-8 bedste i årgangen. Det er sjovere hvis man kan komme op og snuse til en tredjeplads, men det krævede, at han skulle tage et ekstra skridt. Det har nogle af de andre selvfølgelig også gjort, men jeg tror, at hans skridt har været lidt længere end de flestes, så jeg mener, at han er kommet tættere på årganstoppen.

-Der bliver ikke lavet om på noget frem mod Derbyet. Encore Cloc gik sine sædvanlige intervaller i fredags og kommer til at gå intervaller igen på tirsdag. Det er ikke muligt at “skrue” på mere nu, men jeg føler faktisk heller ikke, at han kan blive ret meget bedre.

-Det er klart, at vi ikke får det bedste startspor i Derbyet i og med, at vi tabte lodtrækningen og skal vælge som nummer 9, så det bliver nok fra spor 7 og udefter. Jeg tror dog godt, at Encore Cloc kan være en joker med det rette løb, så jeg håber vi kan tage en god præmie.

Staldkammeraten mod Consolation
Henrik Lønborgs anden deltager i Derbyprøven, Endless Dreams (Make It Happen), der blev nummer tre bag Emoji og Encore Cloc, har også gjort det fint med foreløbig fem sejre og tæt på 100.000 kroner i indkørte præmier.

-Endless Dreams har udviklet sig godt. For fire måneder siden stod han med godt 40.000 og nu har han trods alt tjent næsten 100.000, måske endda uden helt at ha’ været på toppen, siger Henrik.

-Der har været lidt med blodværdierne, som ikke har været helt tilfredsstillende, men jeg har sagt til ejerne, at jeg tror, det går over af sig selv, og det har det også gjort. For hans vedkommende bliver det Derby Consolation næste gang.