TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Derbykandidat skifter træner

af | Nyheder

Efter en skuffende præstation i 4-års Prøven på Jydsk Væddeløbsbane søndag eftermiddag er en af årets Derbykandidater, Come on Hugo skiftet træner.

Som 2-åring vandt Come on Hugo med Bent Svendsen Dansk Opdrætningsløb Foto Martin Timm Holmstav

Come on Hugo, der med en startpræmiesum på 477.000 kroner er Derbyårgangens næstmest vindende hingst/vallak, kun overgået af svensktrænede Cubra Libre Ice, har forladt Skive-træneren Bent Svendsen, og er nu i træning hos Flemming Jensen i Aalborg.

Søndag eftermiddag startede Come on Hugo som favorit i en af de tre åbne afdelinger i 4 års Prøven, men klappede sammen i opløbet og sluttede uplaceret.

-Allerede efter 600 meter kunne jeg mærke, at hesten ikke var, som han skulle være. Normalt tager han biddet, men det gjorde han slet ikke i går, siger Bent Svendsen til travservice.

-Efter løbet var hans puls på over 100, og det er helt klart, at hesten har en infektion.

-Det er ærgerligt at miste Come on Hugo, som jeg fandt på auktion for 25.000 kroner som åring, og har ført frem så han nu står med en indtjening på 477.000 kroner.

-Indrømmet præstationer i år har ikke været gode, men i sæsondebuten i Skive var vi uheldige og fik galop, da tempoet pludselig blev taget ud af løbet og i Sprintermesteren i Billund havnede vi i dødens på en af Europas bedste 4-åringer. I går – ja, det har jeg omtalt – hesten var ikke sig selv og var syg.

Sammen med Come on Hugo skifter samme ejers Brave Challenger også træningskvarter til Flemming Jensen.

-Jeg ønsker det bedste  fremover for de to heste og for ejeren Anders Hansen, der har været en af de bedste hesteejere jeg nogensinde har haft i stalden, siger Bent Svendsen.