TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Derbyhest på operationsbordet

af | Nyheder

A Delicious One er blevet opereret for et brækket griffelben og kommer først til start igen sidst på året.

Med 10 sejre og 603.000 kroner i indkørte præmier har A Delicious One været et særdeles godt kort for Henrik Lønborg siden Make It Happen-sønnen debuterede på Derbydagen som 2-års, men nu venter altså en længere pause for den 7-årige hingst.

A Delicious One.

-Han har formentlig startet de to sidste gange med et brækket griffelben, siger Henrik Lønborg.

-I forrige start bremsede han pludselig op og skulle ellers have været nummer to til Slide So Easy, og efter den seneste start (28. december på Jydsk Væddeløbsbane, red.) kunne han ikke støtte på benet, da han kom i stald, så det var tydeligt, at der var noget rivende galt.

-Han blev derfor opereret og da han alligevel skulle røntgenfotograferes, fik vi også lige tjekket den revne i højre bagben, som har drillet ham det sidste halvandet år. Der har været diskussion om, hvorvidt det skulle opereres, men konklusionen blev, at det var for risikabelt at sætte ind skrue ind i benet, så nu går han bare og holder fri.

-Jeg regner med at A Delicious One skal begynde at træne igen 1. maj, men han kommer først til start sidst på året hvis alt går vel.

Stortalent opereret for mus
Én ulykkke kommer sjældent alene – siger det gamle ordsprog og således har stortalentet Encore Cloc (Great Challenger) også været “under kniven” omend knapt så alvorligt som for A Delicious Ones vedkommende.

-Da vi købte ham i sin tid, viste røntgenbillederne at der var “et eller andet” som man imidlertid ikke vurderede, det var nødvendigt at gøre noget ved, men da A Delicious One skulle til røntgentjek i Sverige, valgte vi at tage Encore Cloc og jeg sendte røntgenbillederne i forvejen til den svenske dyrlæge, siger Henrik Lønborg.

Encore Cloc

-Det viste sig så, at han havde en mus, som formentlig har været årsagen til, at han indimellem er blevet lidt træt når han har startet, så den er nu blevet fjernet.

-Vi kunne selvfølgelig gå videre med sagen, men i samråd med ejeren valgte vi at få hesten opereret hurtigst muligt uden at gøre med ud af det. Det er selvfølgelig efterhånden et kapløb med tiden i og med, at der kun er to måneder til Grand Circle 3-års Championat, men nu må vi se hvordan det går.

Encore Cloc vandt to af sine fem starter som 2-års og afsluttede sæsonen med en fornem sejr i finalen i 2-åringernes Efterårsserie i fantastiske 1.17,1/2160 meter.