TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Derby25 og co. havde fremgang i 2021

af | Nyheder

Svenske ATG, der ejer det danske firma 25syv A/S (Derby25, Bet25 m.m.) har offentliggjort deres regnskab for 2021, og i Sverige viser det en nedgang i resultatet, mens den danske afdeling går frem.

Fra 2024 bliver årets resultat i ATG-koncernen særdeles vigtigt for dansk trav og galopsport for ifølge den nyligt reviderede og underskrevne aftale – Sveriges-aftalen – skal Dansk Hestevæddeløb hvert år modtage 3.3% af det beløb Svensk Travsport modtager fra ATG.

Vi i Danmark skal altså håbe på at ATG-koncernen vokser og kan udbetale mere og mere til Svensk Travsport (det svenske centralforbund).

Såvel i 2022 som i 2023 gælder ”den gamle aftale” der giver hhv. 68 og 78 millioner SEK  (47.8 og 54,8 mio DKK) om året – dog nok fraregnet cirka 18 millioner danske, der er omkostninger for Tv-produktion etc. som Derby25 har overtaget pr. 1. februar i år.

Pandemien i 2021 var ikke lige så gunstig for ATGs økonomi, som den var året før.

I 2020 var svenske travløb i en periode stort set det eneste en europæisk spiller kunne spille på, og det nød ATG godt af.

Derfor er ATG-koncernens resultat i 2021 gået tilbage fra  et overskud på 2.24 milliarder SEK til 1.94 milliarder i 2022.

Af overskuddet 2021 modtager Svensk Travsport 1.705 mio. SEK, mens Svensk Galopp får 150 mio. SEK.

Herhjemme fortsætter 25syv-selskaberne, Derby25, Bet25 og Red25 den positive udvikling viser ATGs koncernregnskab.

Nettospilindtægterne er i 2021 gået frem med 26.6% i forhold til 2020 – alene i Derby25 er det steget med 23.8%.

Det er indtægterne fra casino-delen, Red25, der er størst – de tegner sig for cirka halvdelen af overskuddet på nettospilindtægterne.

Se regnskabsrapporten fra ATG på dette link – klik her