TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Derby-nostalgi – et tilbageblik

af | 23. aug 2015 | Nyheder

Nedtællingen  til Dansk Trav Derby 2015 er i gang – det 118. i rækken. Kenn Erik Bech har lavet dette tilbageblik på Derbyløbene for 50 og for 100 år siden.

Derbyet for 100 år og 50 år siden:

1915: Elegant Bai Koster – begge fra Holland

1965: Gigant og Mogens Ingvard

Af Kenn Erik Bech

Elegant Bai blev N. J. Kosters første danske Derbyvinder

Favorit i Dansk Traver Derby 1915 var Society Worthy med Julius Pajoncek, men vinder blev hollandskfødte Elegant Bai med ligeledes hollandske Niels Jan Koster.

Ligesom familien Koster kom til Danmark, da totalisatorspil blev forbudt i Holland, således var det også med derbyvinder Elegant Bai.

Koster var ellers først taget til Paris, men her mødte han den københavnske bagermester Martin Hansen, der i 40 år var medlem af Det Danske Travselskabs bestyrelse.

Han overtalte Jan Koster til at starte som privattræner i København for ham.

Det var den i Danmark virkende træner B. Alkemade, der solgte Elegant Bai til den danske skibsreder Henckel.

Historien siger, at Alkemade bag på købekontrakten havde skrevet til Henckel: Garanti, vinder af Derby 1915!

Og den garanti var jo god nok!

Henckel sendte først hesten i træning hos Robert Trautwetter, men den kom, som en af derbykandidaterne, senere i træning hos N. J. Koster.

Henckel startede sine heste under pseudonymet Sir Walter Scott.

Jan Koster med en af sine store heste - Sonny Diamond.

Jan Koster med en af sine store heste – Sonny Diamond.

Jan Koster, der var født Haarlem i 1887, var således 26 år gammel, da han vandt sit første danske derby.

Han havde vundet 105 løb i sit hjemland og fire i Belgien, og havde allerede vunder to hollandske derbies – i 1907 og 1912.

Sin første sejr havde Koster vundet som 13-årig, i 1901.

Koster skulle blive en legendarisk skikkelse i dansk travsport.

I netop derbyet 1915 startede ligeså legendariske Sofus Sørensen for første gang i et Derby og blev nummer to til Elegant Bai med sin første rigtige stjerne, Ellen Beautaw, mens favoritten, Kriterievinderen Society Worthy, blev tredje.

Siden skulle Koster og Sofus duellere i mange derbies og om det københavnske championat utallige gange.

Koster vandt i alt 13 løb med Elegant Bai, der i 1916 var med til at sikre Koster hans første championat på Lunden.

Koster fik en eventyrlig travtid i Danmark, der bl.a. gav 10 derbysejre i 36 derbystarter i årene 1915-45 og 24 championater i Charlottenlund- det sidste i 1950.

Da han kørte og vandt sit sidste travløb med sin egen Oscar Den Store, 18. december 1960, kunne han se tilbage på en fantastisk karriere med 2.328 sejre i Danmark, vel at mærke  vundet på den tid, hvor mange baner kun kørte travløb syv-otte måneder om året.

Det gjorde ham ikke kun til Danmarks, men også til den mest vindende travkusk i Skandinavien på det tidspunkt.

Som afslutning på derbyhistorien for  100 år siden må det med, at derbyet for 50 år siden blev vundet af en søn af netop førnævnte  Oscar Den Store, Kosters sidste starthest. Den havde ikke mange succesrige afkom, men den havde en Gigant!

1965 – en Gigant-succes i derbyet

GIgant med Mogens Ingvard vandt Dansk Trav Derby 1965 overlegent.

GIgant med Mogens Ingvard vandt Dansk Trav Derby 1965 overlegent.

Gigant og kusken, 35-årige Mogens Ingvard, fik første række i Derbyet i 1965 fordi Gosse udgik i sidste øjeblik.

Gigant havde debuteret på en travbane kun ni måneder og fire dage før derbysejren.

Ejer og opdrætter var slagtermester Arne Hermansen, Stutteri Horsemose i Ganløse.

Gigant virkede ikke altid lige distancestærk, men var meget speedy og desuden fik Mogens Ingvard kørt mange gode løb med den.

Gigant hørte til blandt outsiderne i derbyet. Man talte i stedet mere om de “seks store” – Gam Pride, General Virup, Gogo Lloyd, Gnisten, Gokke og ikke mindst Generalen med Walther Kaiser-Hansen.

I en lidt rodet start, hvor startvognen kørte for langsomt, tog Gigant kort spids. men overgav den med det samme til lynstarteren Granat og Jens Jensen – helt efter Mogens Ingvards plan.

Planlagt var det dog ikke, at Granat var træt hurtigere end beregnet, og Gigant blev skovlet lidt længere ned i feltet, men da der manglede 500 meter, indledte Gigant sit angreb.

Foran var fire heste – i spids Generalen.

Kaiser-Hansen anede fred og ingen fare, men da han for tredje gang kiggede bagud, så han overrasket ind i Gigants øjne.

Den lille Gigant fløj forbi. Generalen fejlede 90 meter før mål, og måtte også se andenpladsen forsvinde.

Derbyvinderen holdt godt ved i mange år, men sluttede sine travdage på Mallorca.

Træner Mogens Ingvard fik ikke den store tilgang til stalden efter derbysejren.

Gam Pride var anden i derbyet for sin ejer, amatørkusken Poul Guttermann, Restaurant Nimb, som havde en stor Derbydag, da han også vandt Derby Consolation. Tredje og fjerde i derbyet var henholdsvis General Virup og Gogo Lloyd.

I denne årgang gjorde Gast Hanover det også godt ligesom heste som Gunga Din, Gnisten, Gokke (Prater), Gilbert Houen, Gratify og Ging Skovsgård.