TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

“Der går jo lidt konkurrence i det”

af | Nyheder

Foto: Kim Gudmand

Med dagens sejr på Fyn med Cheri De Vie cementerede Steen Juul sit landschampionat – forude venter en hofteoperation og en længere løbspause. 

Der blev kamp til stregen, men Birger Jørgensen formåede ikke at indhente Steen Juul, som med 147 sejre på danske baner i 2017 sikrede sig landschampionatet for trænere for ottende gang siden 1980. Som Skive-træner snuppede han titlen tre i træk (1980-82) og som Lunden-træner er det foreløbig blevet til fem landschampionater: 1983-84, 1994, 1999 og 2017.

I 2017 blev Steen Juuls stald samtidig den mest vindende i travdanmark med 4.505.137 kroner – næsten 400.000 mere end Flemming Jensen, som dog har to heste til start på Halmstad i eftermiddag.

Steen Juul har tidligere på sæsonen nedtonet sine muligheder for at genvinde landschampionatet, men de seneste uger har holdningen ændret sig lidt.

-Det er klart, at når man begynder at kunne se slutningen på året, gør man en ekstra indsats for at det skal lykkes. Det var også tilfældet med f.eks. Bandit Brick, da han havde chancen for at slå sejrsrekorden, siger Steen Juul.

-Ellers er det ikke noget, der fylder så meget i hverdagen. Jeg har været landschampion tidligere “herovre fra” – altså efter jeg er flyttet til Sjælland – men det er ikke let, selvom jeg også har kørt en del for bl.a. Gordon Dahl og Marc Bæk Nielsen.

-Samtidig vil jeg jo stadig gerne vinde – det vil Birger selvfølgelig også – og når man er så tæt på, så går der lidt konkurrence i det, i hvert fald for min del. Det er jo ikke noget jeg bli’r hvert år.

Hofteoperation i januar 
Medaljen har imidlertid også en bagside, i og med at Steen Juul – som de fleste sikkert ved – står for at skulle ha’ indopereret en ny hofte og derefter følger en længere pause, hvor han ikke må hverken træne eller køre løb.

-Operationen er sat til 10. januar, siger Steen Juul.

-Men der er jo løb næste weekend i hhv. Århus (6. januar) og Odense (7. januar), hvor det er sandsynligt at jeg deltager.

Det er anden gang Steen Juul skal ha’ en ny hofte – første gang var i 2012.

-Jeg har det egentlig OK og hvis det ikke bliver værre, har lægerne sagt, at jeg godt kan klare mig i flere år uden en operation, men nu skal det altså være, siger Steen Juul, som kan se frem til at være sygemeldt i op til 10 uger efter operationen.

-Sidst tror jeg, at jeg kørte løb igen efter otte uger, men nu må vi se.

I skrivende stund har Steen Juul i sagens natur ikke overblik over, hvor mange heste stalden forventer at starte mens han er væk:

Chock Nock – et af Team Juuls bud på en Derbyvinder i 2018. Foto: Kim Gudmand

-Vi har ikke gang i så mange løbsheste henover vinteren, i og med at mange af dem har ferie, men i Sverige vil jeg prøve at finde nogle svenske kuske og herhjemme vil det fortrinsvis være Christian Clausen og Peter Pedersen, som skal køre staldens heste.

Landschampion i 2018?
Med Steen Juul ude af billedet i to måneder har Birger Jørgensen – og andre – frit spil, men mon ikke Team Juul alligevel igen får en rigtig fin sæson?

-Vi har måske knapt så godt et materiale som vi havde før denne sæson, hvor jeg på forhånd sagde, at vi ville få den bedste sæson i mange år, siger Steen Juul.

-Det var bl.a. baseret på, at vi havde Takethem og Tycoon Conway Hall, der tilsammen nok kunne tjene 2 millioner. Det gik så helt ad h…… til, men til gengæld præsterede de andre rigtig godt og derfor er det gået, som det er gået.

-Om vi også har Derbyvinderen i 2018? Tja, vi har jo været lidt oppe og snuse til det, i og med at vi var nummer fire og fem i Kriteriet (Chablis og Chock Nock, red.) og Champions Peak og Catch Me A Winner er også heste, der måske kan være med blandt de bedste, så helt dårligt er det ikke, slutter Steen Juul med vanlig jysk beskedenhed.