TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Der er Great Shadow, og så er der Great Shadow!

af | Nyheder

Forvirret? – Få forklaringen på, hvorfor Niels Jørgen Jensen, Stutteri Shadow har opdrættet to heste med samme navn i samme årgang!

Great Shadow vinder på Solvalla for Björn Goop

I onsdag sejrede Jeppe Juel-trænede Great Shadow på Solvalla – kørt af Björn Goop.

Fredag aften sejrede Great Shadow med sin træner Pål Buer på Forus!

Hvordan kan det nu hænge sammen?

Har Great Shadow forladt Jeppe Juel, for to dage efter at vinde for Pål Buer?

Nej, sådan er det selvfølgelig ikke.

Jeppe Juel-trænede Great Shadow, der er efter Great Challenger – Camelia Sund er danskregistreret, mens Pål Buer-trænede Great Shadow, der er efter Orlando Vici – Shadowshot, er norsk registreret!

Great Shadow vinder for Pål Buer på Forus

-Det var en tanketorsk, og jeg opdagede det først efter papirerne var sendt ind, fortæller Niels Jørgen Jensen, Stutteri Shadow.

-Da den ene skulle norskregistreres, så tænkte jeg, at det ikke gjorde så meget, men jeg kan da godt se, at det virker forvirrende.

-De to heste har endda startet i samme løb i Aalborg i efteråret!

Norske Great Shadow har foreløbig startet 20 gange og vundet 4 sejre, sat rekord 1.15.2 og har tjent 114.670 NOK, mens danske Great Shadow har startet 24 gange, vundet 4 sejre, sat rekord 1.15.9 og tjent 191.047 kroner.