TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Den vinder Prix d’Amerique!

af | Nyheder

Efter en sikker sejr i søndagens Prix de Belgique på Vincennes er Horsy Dream travservices favorit til sejren i Prix d’Amerique!

Horsy Dream vinder foran udvendige Hirondelle Sibey, der diskvalificeres for urent trav. Foto Geny.com

Anmeldt med fire sko kunne man tro, at Horsy Dream (Scipion du Goutier) med Eric Raffin blot skulle ud for at have et ”preparé-løb” i Prix de Belgique – og det virkede da heller ikke til at championkusken Raffin havde travlt – hverken undervejs – eller i opløbet.

Og alligevel vandt Horsy Dream en let sejr i 1.13.3/2850 m efter en afslutning i 1.08.5, hvor hesten bare lavede arbejdet selv!

6-årige Horsy Dream kom fra sejr i Prix Tenor de Baune og var således kvalificeret til en plads i feltet til Prix d’Amerique.

Nu er den mere end kvalificeret, og selv om mange har Idao de Tillard som favorit – det var den, der vandt Prix de Croix lørdag – så har Horsy Dream et overtag med Raffin i sulkyen mod unge Clement Duvaldestin bag Idao de Tillard.

Prix de Belgique blev dramatisk i og med at to heste diskvalificeredes fra præmierækken.

105-oddseren Hirondelle Sibey med Louis Baudouin speedede stærkt ude i sporene, men havde problemer med travet og diskvalificeredes fra andenpladsen, og også Gu d’Heripre med Franck Nivard fik problemer med gangarten i opløbet og diskvalificeredes fra en fjerdeplads.

For træneren Jean Michel Baudouin er det stakket trøst, at en anden hest fra hans stald, den 10-årige hoppe Decoloration (Prince d’Espace), der var nummer tre over mål, nu fik andenpladsen og billetten til Prix d’Amerique.

Det havde været stort for Baudouin at have fået såvel Hirondelle Sibey og Decoloration med i Prix d’Amerique!

Femte over mål, men rykket op på tredjepladsen og nu også klar til Prix d’Amerique var Pierre Allaires Hohneck (Royal Dream) med Francois Lagadeuc.

Dagens favorit, Hooker Berry med Jean Michel Bazire sad meget langt nede undervejs og sluttede som nummer fire, mens længe førende Beads – også fra Bazire-stalden – med Yoann Lebourgeois blev nummer fem.

Norske Moni Viking med Matthieu Abrivard sluttede lige uden for pengene på en 8. plads i 1.13.6.

Hos Unibet kunne man få 14 gange pengene på Horsy Dream inden dagens sejr.

Mon ikke den falder til 4-5 gange efter dagens sejr?