TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Den sorteste løgn

af | Nyheder

Efter generalforsamlingen i Det Danske Travselskab forrige torsdag, hvor bl.a. Tom Eklund blev nyvalgt til bestyrelsen, der senere konstituerede  sig med ham som formand, har der været gang i rygtebørsen, og det har fået Claus Nielsen, tidligere Sportschef på Charlottenlund Travbane til at skrive et indlæg til Talerstolen.

Det er den sorteste løgn!talerstolen

På Det Danske Travselskabs generalforsamling 17. marts stillede en gruppering, der ville vælges i samlet flok, op til kampvalg mod de tre siddende bestyrelsesmedlemmer. Da stemmerne var talt op, havde kun én fra den nye gruppering fået stemmer nok til at træde ind i bestyrelsen, men han valgte at trække sig. Enden på det hele blev, at de tre siddende Alex Haagensen, Anders Hendriksen og Jesper Z. Andersen var genvalgt, mens Tom Eklund og Michael Juul Nielsen blev nyvalgt.

Dagen efter gik klapjagten på den nye bestyrelse i gang. Selskabets tidligere formand Erik Juellund og jeg blev kontaktet af nuværende og forhenværende bestyrelsesmedlemmer samt støtter til den forsmåede gruppering.

Var der ikke noget med, at den nye formand Tom Eklund var blevet smidt ud som medarbejder i selskabets administration, og var der ikke også noget med, at han havde stoppet nogle sponsorkroner, som tilhørte selskabet, i egen lomme?

Erik Juellund og jeg svarede begge efter bedste evne og hukommelse, at Tom Eklund var blevet fyret i 1994 i forbindelse med, at DTS trådte i betalingsstandsning, fordi der skulle spares penge. I første omgang kunne jeg ikke huske noget om uregelmæssigheder i forbindelse med et sponsorarrangement midt i 2000’erne, men da jeg fik lidt detaljer, dukkede erindringen op om en sponsor, der havde ”glemt” at betale for det arrangement, han havde indgået aftale om. Altså heller ikke noget at klandre Tom Eklund for her.

Tom Eklund blev interviewet til travservice.dk og fortalte detaljeret om de to punkter beskrevet herover, og hans forklaring, der fjernede de sidste rester af glemslens slør hos mig, er i fuldstændig overensstemmelse med de faktiske forhold dengang.

Erik Juellund og jeg har altså begge forsøgt at fortælle, hvordan tingene hang sammen, og vi har husket rigtigt. Ikke desto mindre har vi til vores store forundring efterfølgende måtte lægge ører til, at det var os, der var faddere til smædekampagnen mod Tom Eklund. Vi har hørt dette rygte fra flere sider. Det er den sorteste løgn!

Erik Juellund og jeg bliver med mellemrum kontaktet af forskellige personer, der i forskellige sammenhænge har brug for oplysninger fra dengang, hvor vi var aktive som hhv. politiker og embedsmand i sporten. Vi forsøger altid at give så retvisende svar som muligt, og vi gør tydeligt opmærksom på, at vi ikke er sikre på vores svar, hvis vi ikke er det. Derfor er det ualmindeligt ubehageligt og krænkende, at vi nu gøres til skurkene, der satte løgnehistorier om den nye formand i omløb.

Desværre er denne historie, som der også er knyttet andre forkerte sidehistorier til, endnu et eksempel, hvorfor travsporten – ikke bare på Lunden – ikke er nået mange skridt fremad på det politiske plan i de sidste mange årtier. Det er ganske urimeligt, at travsportens dygtige og knoklende aktive udøvere gang på gang er blevet og fortsat bliver saboteret af uprofessionelle wannabe-politikere, taburetklæbere og sladdertasker, som intet positivt tilfører sporten.

Claus Nielsen

tidligere medarbejder på Lunden, Skovbo og i Centralforbundet