Søndag eftermiddag blev DanToto Dansk Trav Derby på Charlottenlund Travbane overraskende vundet af feltets mindste hest. Steen Juul-trænede Chock Nock med Bjørn Goop foran Cool Shadow og Confidence.

Indvendige Chock Nock med Bjørn Goop vinder DanToto Dansk Trav Derby foran Cool Shadow med Jeppe Juel. Foto Martin Timm Holmstav
Der var mange vi betegnede som favoritter i årets DanToto Dansk Trav Derby, men ingen i favoritgruppen slog til, da det gjaldt.
Det gjorde derimod feltets mindste hest, Chock Nock (SJ’s Photo) med Bjørn Goop – en hest, der endda ikke formåede at kvalificere sig direkte til Derbyet, men alligevel havde fået startplads i form af et wild card.
Derbyet lignede længe en favoritsejr til den svensktrænede Cuba Libre Ice med Johan Untersteiner, der havde taget spidsen efter 300 meters kørsel, og den var førende til opløbshjørnet, hvor den meldte sig ud af afgørelsen.
I stedet kunne Chock Nock, der var kommet frem til positionen udvendigt for Cuba Libre Ice med omkring 1700 meter tilbage, overtage taktstokken.
Ned gennem opløbet blev den angrebet af Cool Shadow med Jeppe Juel, der havde siddet i ryg på Chock Nock, og desuden kom Confidence med Ken Ecce også i angreb. Den havde siddet i ryg på førende Cuba Libre Ice.
-Cool Shadow angreb godt, og det var først med 40 meter tilbage, at jeg troede på sejren, sagde Bjørn Goop, der her vandt sin anden sejr i det danske Derby.
Chock Nock, der ejes af Stald Søndergård, sejrede i 1.15.1a/3000 m og fik 605.000 kroner i førstepræmie. Cool Shadow fik noteret samme tid på andenpladsen, mens Confidence blev nummer tre i 1.15.1. Derefter fulgte Steen Juul med Champions Peak i 1.15.3, mens favoritten Cuba Libre Ice besatte femtepladsen i 1.15.6.
Chock Nock, der er opdrættet af Dorthe Christensen, Saltum købte Mona Zaremba, Stald Søndergård på HL Selected Sales på Nykøbing F Trav i 2015 for 14.000 Euro – 104.000 kroner,
Frem til derby-starten havde den tjent 134.206 kroner – og nu fik den som nævnt 605.000 kroner oveni.
Mona Zaremba ejer også Bvlgari Peak, der vandt Dansk Trav Derby i fjor, men da var den udlejet til Stald Jokeren.
Opdrætteren Dorthe Christensen har tidligere opdrættet vinderen af Derbyet i 2005, I’m a Photo, der også havde SJ’s Photo som fader.
Otte gange har Steen Juul vundet Dansk Trav Derby som kusk – seks gange har han vundet Derbyet som træner, men det er første gang han har siddet bag den forkerte hest!
Ni gange har Steen Juul således været i vindercirklen efter Dansk Trav Derby – imponerende!