TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

“Den køber de inden solen går ned”

af | 6. jul 2019 | Nyheder

Niels Jørgen Jensen fik endnu en storløbssejr til samlingen, da Dusty Shadow vandt Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix efter en stærk præstation – og er måske tæt på at ha’ solgt Dusty Shadows lillesøster.

I fjor var det lige-ved-og-næsten for Cool Shadow, der med det mindst mulige måtte se sig henvist til andenpladsen i Dansk Trav Derby, men i år kan lillesøster Dusty Shadow (Andover Hall) måske “tage hævn” på familiens vegne i Derbysammenhæng.

Generelt har No Comment gjort det ganske fint siden hun efter endt væddeløbskarriere blev solgt til Stutteri Shadow i 2011.

No Comment var i sin tid en af de første af efterhånden mange danskregistrerede heste, som er opdrættet i Frankrig af Jean De Mondesir. Hun er lillesøster til Derbytoeren og millionæren Leader Chip, der i lighed med No Comment også var i træning hos Axel Jacobsen, og blev som åring solgt på en auktion i Paris til den franske hesteejer Joel Seche.

Joel Seche sendte No Comment i træning hos Axel Jacobsen, der havde pæn succes med Coktail Jet-hoppen, der vandt fem løb og tjente 177.000 kroner inden hun sluttede karrieren som 5-års i 2010. Året efter blev No Comment som nævnt solgt til Niels Jørgen Jensen, Stutteri Shadow.

-No Comment har i år fået et hoppeføl efter Pine Chip og er nu i fol v/Andover Hall, så der kommer en lillebror eller -søster til Dusty Shadow næste år, siger Niels Jørgen Jensen til Travservice.dk.

-Jeg har i øvrigt solgt Dusty Shadows helsøster, 1-årige Golddigger Shadow (Andover Hall) til Stald Svensken og Dansken, danske Ole Laursen og svenske Leif Gustavsson, der også er med i Dusty Shadow. Dvs. jeg har kun solgt løbskarrieren og skal ha’ Golddigger Shadow tilbage når hun en dag stopper. Det samme gælder Dusty Shadow, som jeg også kun har udlejet til Stald Dusty Shadow.

-Ole Laursen og Leif Gustavsson har også købt George Shadow (h.e. Orlando Vici-Most Wanted One) og hoppeføllet Holy Shadow efter Trixton–Evita di Quattro (Pine Chip) – og jeg regner med, at jeg også får solgt No Comments nyeste føl til dem inden solen er gået ned i dag!

No Comment med sit hoppeføl efter Pine Chip

Så skal der være fest
Ejerkredsen bag Dusty Shadow, Stald Dusty Shadow, er en anpartsstald med 10 medlemmer, som også har Derbytoeren Cool Shadow, der desværre er langtidsskadet.

-Cool Shadow pådrog sig en alvorlig skade lige inden Musketerdagen, hvor han ellers skulle ha’ startet i Lord Valentines Mindeløb. Han fik en reaktion på begge bagben og går nu oppe på Stutteri Shadow, hvor han bare skal ha’ lov til at få den tid, det kræver for at komme i orden igen, siger Jeppe Juel.

-Jeg kan ikke sige noget om, hvor lang tid det tager, men det har selvfølgelig været et slag for ejerne, så det er jo bare fedt, at de så får sådan en sejr i dag – og de skal ud og feste, skulle jeg hilse og sige!