TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice pĂĄ facebook

Den første klassiker

af | Nyheder

Dansk Opdrætningsløb, der i eftermiddag køres på Charlottenlund Travbane, var det første avlsløb, travsporten indstiftede og det blev første gang kørt i 1896, men op til vore dage har det på et tidspunkt været lagt i mølposen.

Dansk Opdrætningsløb blev første gang afviklet i 1896, hvor 2-årige Greenlander Boy med Alfred Johnstone sejrede i 2.04.1 – og nej, der er ikke en amerikansk mile-rekord, men derimod en kilometertid.

I 1896 var travsporten i sin spæde start, men driftige og fremsynede folk, så vigtigheden af at få lavet nogle løb til fremme for traveravlen – og her var Dansk Opdrætningsløb det første. Et par år senere fulgte 3-åringernes Kriterium og 4-åringernes Derby efter.

Mens såvel Dansk Trav Kriterium som Dansk Trav Derby er blevet afviklet hver eneste år siden starten, så har Dansk Opdrætningsløb holdt en pause på 15 år.

I slutningen af 1930-erne mente man, at dette storløb for 2-åringer pressede de unge heste for hårdt, og derfor blev det skrinlagt.

Først i 1953 blev Opdrætningsløbet atter programsat og siden er det afviklet hvert år.

Det er således ikke korrekt, når der i Charlottenlund Travbanes program til eftermiddagens løb står, at Dansk Opdrætningsløb afvikles for 124. gang.

Det er Opdrætningsløb nummer 109.

I Dansk Opdrætningsløb 2019 er der 170.000 kroner i førstepræmie og løbet har fået 10 anmeldelser – desværre er der afbud fra 8 Fox on the Run.

De to Gordon Dahl-trænede 1 Flora med Kasper K. Andersen og Fossa med Steen Juul, der nyligt var et og to i Jydsk 2-årings Grand Prix, vil givet dominere løbet.

Både Flora og Fossa er efter Wishing Stone, der er den hingst, der har flest afkom til start i Opdrætningsløbet og Opdrætningsløbet Consolation.

Wishing Stone har 5 afkom ud af de 19 startmeldte!

Kun to andre hingste, From Above US og Great Challenger har mere end et afkom I løbene – de har begge to afkom.

I alt 13 forskellige avlshingste har afkom i det store 2 års løb.

Et andet signaturløb i eftermiddag er Nationalløb, der med hiv og sving har fået samlet seks heste.

Det er også et løb, der har en lang historie, men som så meget historik inden for dansk travsport, er dets vinderliste gået i glemmebogen.

Trods kun seks heste til start kan eftermiddagens opgør godt blive spændende med Wonderboy, Commit Boom Bay og Thunder Peak til start.

Baneprogram, tips etc. som altid pĂĄ www.fasttrackracing.dk