Den flyvende hollænder slog til
Hollandske Luuk Schermer leverede en præstation langt udover det sædvanelige i Klasse II-løbet.
Der har været vist mange fornemme præstationer på årets Copenhagen Cup-dag, men én hest overstråler dem alle – 4-årige Luuk Schermer (Broadway Hall), der for Micha Brouwer gav en helt enestående opvisning i 10. løb.
Micha Brouwer er til daglig ansat hos Hollands førende træner Paul Hagoort sammen med bl.a. Robin Bakker, der fra start gav favoritten en dyst bag Noxx Vrijthout, men da Brouwer efter ca. 700 meter trykkede på speederen, fløj Luuk Schermer til spids og så var meget afgjort.
Mulberry og Henrik Thomsen hang længe flot på som første hest i andet spor, men ind i sidste sving måtte han slippe grebet og så blev løbet et opgør mellem de to hollandske hest.
Ja, det vil sige – duellen udeblev for Luuk Schermer trak bare fra til knusende overlegen sejr i tiden 1.11,4a/2000 meter.
Vindertiden var en tangering af Bengurion Jets banerekord for udenlandske 4-åringer sat som vinder af 4-års Eliten i fjor.
Næste opgave for Luuk Schermer bliver Klasse II-finalen på Solvalla – de jævnaldrende konkurrenter kan være glade for, at det ikke gælder Fyraåringseliten!