TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

De mest hårdføre sejrsheste

af | Nyheder

Hvad har Hector Brogård, Rex The Great og Magnus Tax til fælles?

Hector Brogård med Henriette Jensen i sulkyen. Foto: Linda Persson

Svaret er, at de alle tre vandt løb hvert eneste år hhv. 12 og 11 sæsoner i træk!

Hector Brogård (f. 2000) har rekorden med 12 sæsoner i træk (2003-2014). Som Slide So Easy var den tredobbelte Bornholmsmesterskabsvinder aktiv til og med sit 14. år, hvor han vandt fire løb.

Lige så imponerende er Rex The Great (f. 1931) og Magnus Tax (f. 2004), der begge vandt løb 11 sæsoner i træk.

Rex The Great i 1933-43 og Magnus Tax i 2008-2018.

Det er i sig selv noget af en præstation at holde en væddeløbshest i form så mange år i træk, men det er nu ikke noget særsyn med heste, der starter i 10, 11 – ja, helt op til 13 sæsoner, efter vi i dag har en aldersgrænse på 14 år, om end der er forholdsvis langt mellem den slags “slidere”.

Magnus Tax – her med Iver Jessen i sulkyen ved en sejr på Lunden. Foto Martin Timm Holmstav

En uvidenskabelig undersøgelse på Facebook bragte en god håndfuld navne på banen, bl.a. Kimber Top, Kiwi Hofen, Arnie’s Victory og Gigi Shot, men ingen af disse vandt løb hvert år i så mange år som de tre ovennævnte.

Det er dog ikke ensbetydende med, at der ikke findes heste, som kan matche Hector Brogård, Rex The Great og Magnus Tax, og vi hører meget gerne fra læserne hvis I har nogle bud!

KLIK HER for at sende en mail.

En anden rekord er antal starter og her skulle Bento (f. 1956) fortsat være helt i særklasse med ikke færre end 456 starter igennem sin lange karriere, der varede fra 2- til 11-årssæsonen. Du kan læse historien om Bento på Travsportshistorie.dk.

Ét af årene blev det til 60 starter, hvilket vist endda ikke er rekord – her kan læserne sikkert også hjælpe – men det var faktisk ikke usædvanligt før i tiden, hvor der blev afviklet langt flere løb end i vore dage.

Lad os blot nævne Rolf Karensdal og Lauritz med hhv. 354 og 338 starter, men redaktionen er også blevet gjort opmærksom på Fine Shot-hoppen Gigi Shot, der i årene 1983-89 gjorde 336 starter!

Som 3-års blev det “kun” til 26 starter, men de efterfølgende seks sæsoner startede Gigi Shot i gennemsnit 52 gange om året – altså én start hver eneste uge seks år i træk!