TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

De løb solen sort i Paris

af | Nyheder

Fartfest på Vincennes denne søndag eftermiddag, hvor den 10-årige monte-dronning Scarlet Turgot satte fransk rekord med 1.10.6/2175 m – og hvor flere af løbene blev afviklet i et vanvittigt tempo undervejs.

Der var et snert af forår i luften i Paris i dag og det havde en forunderlig indflydelse på flere af deltagerne .- det være sig heste som kuske.

Den 10-årige hoppe, Scarlet Turgot (Dahir de Prelong) med Alexander Abrivard i sadlen, der for 14 dage siden vandt Prix de Cornulier, slog til igen i 200.000 Euro-løbet, Prix de l’Ile de France.

Her tegnede det længe til sejr til frontrunneren Vaillant Cash med Clement Frecelle, men den brød nogle spor ud i opløbet og blev fanget af Scarlet Turgot, der sejrede i ny fransk rekord 1.10.6/2175 m. Den gamle rekord havde Malakite med 1.10.8.

Også Vaillant Cash noteredes for 1.10.6.

Svenske Moving On var godt med fremme undervejs, men gik kold på opløbshjørnet og sluttede uplaceret – det samme gjorde Shaq is Back, der dog fik noteret tid – 1.12.7.

Der var virkelig fart på fra start – 1.06.8/675 meter – 1.07.5/ 1175 meter og 1.09.8/165 meter – så det lugtede af en rekord undervejs,

I Prix de La Marne om 110.000 Euro var Viking Blue med Dominik Locqueneux spillet ned til 15:10.

Viking Blue var ude efter sin 11. sejr i træk, men den er kommet op i klassen og konkurrencen i dag  var den hidtil hårdeste Prodigious-sønnen har mødt.

Derfor var det også den rene kamikaze-kørsel den ellers så rolige Locqueneux præsterede med Viking Blue, som han sendte i angreb på Ustinof du Vivier med Mathieu Abrivard – det var løbets mest vindende hest og Elitloppsdeltager i fjor.

Viking Blue fik spids op ad bakken, og var i føring ind i opløbet, men da Abrivard løftede Ustinof du Vivier ud til angreb tabte Viking Blue travet og galoperede. Ustinof du Vivier (Look de Star) kunne vinde en sikkert sejr i 1.12.5/2700 m – præmie 49.500 Euro.

Man fik også et mærkeligt løb at se i Prix de Rouen om 100.000 Euro, hvor Pananmera Racings Red Rose America med Jean Michel Bazire var blandt løbets favoritter.

Norske Viking Va Bene med Ôrjan Kihlström sad tidligt i spids, men ude i banen tromlede Arlington Dream med Yoann Lebourgeois frem og kom til føring efter 1.11.7/1200 meter – og 1.11.0/1700 meter!

Arlington Dream løb ud og ind banen – ja,  egentlig er det svært at forestille sig, at en hest, der er så ukontrollabel har tjent 240.000 Euro og har vundet 8 sejre i 30 starter!

På et tidspunkt, hvor den var 30 meter foran feltet brød den fem-seks spor ud, men kom ind igen for så at galopere i opløbssvinget – og så var den ude af løbet.

Red Rose America kom til at sidde i spidsen for forfølgerfeltet, og det hårde tempo og ingen ryg var ikke hendes kop te,

Hun sluttede på en syvendeplads, der gav 1.000 Euro, da tredjehesten over mål, Akido blev diskvalificeret.

I et tæt opløb vandt Briac Dark (Prince Gede) med Franck Anne foran Viking Va Bene – begge i 1.13.4/2700 m.

Også i et indledende monte-løb blev der løbet hurtigt.

Her vandt 5-¨rige Boss de Meleuc (Lucky Blue) med Eric Raffin i 1.11.5/2175 meter