Varmen, der er kommet tilbage over Danmark, havde en positiv indvirkning på traverne i løbene i Aalborg, hvor der blev vist flere fine præstationer. Og så var der en stor overraskelse.
Dagens største overraskelse leverede den 6-årige hoppe Komsåtessa (Tycoon Conway Hall) med Mads Henriksen, da parret sejrede i 3. løb i ny rekord 1.13.8a/2140 m til odds 62,24!
Denne sejr blev i høj grad medvirkende til, at ingen ramte den rigtige V5-kombination, og der blev en gevinst på 214 kroner for 4 rigtige.

Også for V4-spillerne var Komsåtessa en overraskelse – her blev gevinsten på 7.349 kroner
Komsåtessa, der trænes af sin ejer, Niels Ole Højer, forbedrede sin rekord fra 1.14.6a sat på en andenplads – næsten på dato i fjor – nemlig den 11. juli.
Her havde hoppen en formtop, som hun tilsyneladende også har ramt på samme tidspunkt i år.

Endnu hurtigere end Komsåtessa løb Morten Juul-trænede Lars Blood (Great Challenger) med Jeppe Juel i 1. løb, hvor parret sejrede sikkert i 1.13.3a/1640 m – rekordforbedret med et helt sekund.
Det var sjette start i år for Last Blood og første sejr.

Den 3-årige hoppe, Miss Malibu, der trænes af ejeren Marianne Mechlenburg, og havde Jeppe Rask i sulkyen, kunne lidt overraskende henvise 14:10-favoritten Looks Like Dust med Jan Dahlgaard til andenpladsen i 2. løb.
Miss Malibu, der startede for syvende gang i karrieren, tog sin første sejr i ny rekord 1.14.8a/1640 m – en pæn rekordforbedring fra 1.16.6.
Looks Like Dust startede for blot tredje gang og tog sin tredje andenplads i ny rekord 1.14.9.
