TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Danskfødt 2-åring verdens hurtigste

af | Nyheder

Ingen 2-åring i hele verden har foreløbig løbet lige så hurtigt som Top of the Hill, der i lørdags vandt et baby race i USA i 1.12.7.

Det er aldrig tidligere sket, at en danskfødt 2-åring har været verdens hurtigste på et tidspunkt, og det kan da også meget vel være, at det ikke varer længe, før den ære overgår til en anden.

Så lad os derfor i den tid, det varer, være lidt stolte over, at Top of the Hill, der er opdrættet af Panamera Racing på Midtsjælland er i top på listen over verdens hurtigste 2-åringer.

Listen over øjeblikkets hurtigste 2-åringer i USA (og i hel verden) toppes af danske Topofthehill DK. Screendump fra ustrotting,com

Top of the Hill – der I USA er omdøbt til Topofthehill DK – (og så er den i øvrigt indregistreret i Sverige) – er efter Muscle Hill – Laurel America og dermed helbroder til Eric the Eel, der i fredags for alvor bragte sig tilbage i toppen af den danske derbyårgang med sin tætte andenplads til E Type Cash.

En helsøster, den 3-årige Hillary Hill, blev som åring solgt på Wenngarn-auktionen for 1.250.000 SEK og trænes af Johan Untersteiner, mens Top of the Hill på Selected Sales i fjor blev købt tilbage for 750.000 kroner, men siden solgt til Frederik Holth, hesteejer ved danske Kim Pedersen i Norge.

Man bestemte sig imidlertid for at prøve Top of the Hill i USA, og sendte den efter auktionen i træning hos Marcus Melander i New Jersey.

Marcus Melander, der på kort tid har etableret sig som en af USA’s førende trænere med speciale i travere, har ført Top of the Hill frem og hans broder Mattias Melander sad i lørdags i sulkyen bag 2-åringen, da den vandt det hurtigste baby-race på The Meadowlands i 1.57.0 – 1.12.7.

Snart begynder de rigtige 2-års løb, og her er det planen at Top of the Hill skal starte i New Sire Stakes, hvor der er indledende afdelinger den 10. og 17. juli og finalen den 24. juli på The Meadowlands.

Der køres om 20.000 dollars i indledende afdelinger og 120.000 dollars i finalen.

Herefter er New Jersey State Colt med 60.000 dollars den 7. August en startmulighed for Top of the Hill.

Til efteråret har Panamera Racing planlagt at sende lillesøsteren, Head over Heels i træning hos Marcus Melander.

Head over Heels tilhører første årgang efter Dominion Beach (Muscle Hill), der er opstaldet på Stutteri Shadow.

Laurel America har ikke fået føl i år, men er nu i fol ved Father Patrick!