TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Danskeropgør på Jägersro

af | Nyheder

To løb på Jägersro blev afgjort af danske på deres Gentlemandag i eftermiddag og i et af dem var de fem første over mål faktisk danskfødte.

Det var i 6. løb, hvor Johnny Takter tog sig af sejren med Jørn Nørlem-trænede Tack Wee (Armbro Goal), der fra indersporet ramte vinderhullet på Dollar Access.

Via 1.08,8/500 i 2. par udvendig blev 15:10-favoritten Nancy America efterladt i dødens, men Flemming Jensen trykkede på og kunne straks overtage spidsen, men første kilometer gik i 1.10,3 (!!) og på det tidspunkt sad Tack Wee i 4. indvendig uden at have “rørt sig” overhovedet.

Her var Tango Vang fremme i dødens for Jeppe Juel og denne kunne overraskende pille Nancy America ned i sidste sving, men Tack Wee kunne han ikke frede sig mod på de sidste meter og med 50 meter igen gik Takter frem og sikrede sig sejren og gjorde det på 1.12,2/2140 auto – værdi 35.000 SEK.

Som toer var Tango Vang storslået, mens Rolf Lynghøj tog tredjepladsen et stykke efter før Alex Trøjborg og Thunder Peak.

Det er vist længe siden fem danske heste har besat de første fem pladser på den svenske derbybane….

Tack Wee er i øvrigt opdrættet af  af Jørn Nørlem, som jo også træner og ejes af Stald Wee ApS. Moderen Exel Hjordal (Shane T Hanover) har bare to afkom foruden Tack Wee, men han er med masser af hestelængder den bedste af de tre.

Mere dansk

Et par løb forinden havde der også været en dansk afgørelse, idet Knud Mønster vandt med Jesper Hansen-trænede Marit Udsen (Mythical Lindy), der vandt sikkert til 11 gange pengene på 1.13,5/1640 auto før Anette Herløv-trænede og Ken Ecce kørte Banderas, mens Steen Juul var fjerde med Cocky.

20.000 SEK var der til Marit Udsen for sejren.

Ymer Brick sikker

Mod slutningen af dagen kunne Hans Henning Kristoffersen-trænede Ymer Brick krone en fin danskerdag ved at tage en ventet favoritsejr.

Spillet til 15:10 fik Ken Ecce spidsen og siden fik han lov at bestemme alt og dæmpe til 1.13,8/1000.

Derfor skulle det selvfølgelig blive svært at indhente Ymer Brick, der bare gik et par længder væk til slut og vandt enkelt på 1.12,6/1640 auto før Knud Mønster med Womanizer og Jan Dahlgård med Lightman O.

For den sejr fik han 30.000 SEK.