TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Danskejet 2-åring løb 1.11.1

af | Nyheder

Torsdag blev den danskejede- og opdrættede amerikanske 2-åring Stonefire US nummer to i flotte 1.11.1 i en afdeling af Bluegrass Series på den legendariske The Red Mile-bane i USA.

Opdrætteren Knud Erik Ravn kaster et vurderende blik på Stonefire US i Lexington 2018.

Der var ikke den store tiltro blandt spillerne til Stonefire Us, der ejes af en kreds af travsportsfolk med tilknytning til Racing Arena Aalborg, da den torsdag eftermiddag, lokal tid startede på The Red Mile i den ene af tre afdelinger i Bluegrass Series.

Stonefire US (Wishing Stone) med Dewayne Minor var næstmindst spillet I feltet på syv og stod til 98-gange pengene, og undervejs var der da heller ikke noget der tydede på, at den ville kunne blande sig i kampen om den samlede præmiesum på 104.500 dollars.

Rundt i opløbssvinget var Stonefire US sidst i feltet, men ned gennem opløbet speedede den stærkt og passerede konkurrenterne en for en.

Gangster Hanover med Åke Svanstedt

Gangster Hanover (Father Patrick) med Åke Svanstedt var de dog uden chance for at hente. Den forsvandt fra feltet til overlegen sejr i 1.10.0, men Stonefire US var bedst af resten og efter en afslutning efter 1.08.5 besatte den andenpladsen i 1.11.1.

Tredje var løbets storfavorit, Back of the Neck (Ready Cash) med Mattias Melander I 1.11.2.

Der var 26.125 dollars i andenpræmie til Stonefire US, der er opdrættet af Knud Erik Ravn, Cowboyland, der fortsat er med i ejerkredsen, der bl.a. også tæller Lars Berg, medejer af tophesten Six Pack.

Stonefire US har nu tjent 52.336 dollars – og starter igen i næste uge i International Stallion Stakes på The Red Mile.

De to øvrige afdelinger i Bluegrass Series vandtes af hhv. El Ideal (Muscle Hill) med Åke Svanstedt i 1.09.8 og Amigo Hill (Father Patrick) med Dexter Dunn i 1.10.0 – det var nu verdensrekord for 2-årige vallakker!

For Lars Berg var det en god dag på The Red Mile.

Udover medejerskabet i Stonefire US er han også medejer i Cafe Americano (Father Patrick), der blev nummer to til Amigo Volo samt i Syrinx Minx (Muscle Massive), der vandt et løb med en samlet præmiesum på 12.500 dollars.