TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Danskejet 2-åring løb 1.10.5

af | Nyheder

Danskejede Stonefire US med Dewayne Minor forbedrede sin egen rekord til 1.10.5 torsdag eftermiddag på The Red Mile, men det rakte blot til en femteplads!

Der traves hurtigere og hurtigere i løbene.

Dagens tre afdelinger i de 2-årige hingste International Stallion Stake på The Red Mile blev vundet i hhv. 1.09.6 og 1.10.0.

King Alponso – verdens hurtigste 2-åring i år.

King Alphonso (Muscle Hill) med Åke Svanstedt var i spids fra start til mål, og blev ikke alene dagens hurtigste vinder, men også årets hidtil hurtigste 2-åring i hele verden, da den sejrede i 1.09.6!

Det var 7. start i karrieren for King Alphonso, der blot havde sejret en gang tidligere og i sidste uge ødelagde sine chancer ved galop i opløbssvinget.

Nu vandt den sikkert og fik 46.050 dollars for sejren og har dermed tjent 128.395 dollars – den kostede som åring 110.000 dollars.

Det var i dette løb at danskejede Stonefire US (Wishing Stone) var til start og i ejerkredsen var man på forhånd sat op til en topplacering efter andenpladsen i sidste uge til Gangster Hanover.

Stonefire US med Dewayne Minor kom godt afsted fra start fra spor 5 og lå tredje i inderbanen i hele vejen.

100 meter fra mål slap kræfterne op og Stonefire US passerede målstregen som nummer fem i 1.10.5.

Femtepladsen gav 4.605 dollars i præmie, og nu har Stonefire US tjent 56.941 dollars i 11 starter i år.

Amigo Volo tangerede sin egen verdensrekord, men mistede den lidt senere.

Sidste torsdag satte Amigo Volo (Father Patrick) verdensrekord for 2-årige vallakker, da den sejrede i 1.10.0.

Denne torsdag gentog den sejre i samme notering – på trods af en galop med cirka 900 meter tilbage.

Det så meget umotiveret ud, men Dexter Dunn fik Amigo Volo tilbage i trav, og den formåede at indhente terræntabet, og selv om den gik i andet spor rundt i opløbssvinget var den klart stærkest ned gennem opløbet og sejrede sikkert.

Det er nu blevet til 8 starter og 4 sejre, og Amigo Volo, der kostede blot 42.000 dollars som åring, rundede 200.000 dollars i indkørte præmier med dagens sejr.

Amigo Volo, der jo tangerede sin egen verdensrekord, fik dog ikke lov til at holde den titel mere end en uge, for i den tredje afdeling af International Stallion Stake vandt Real Cool Sam (Muscle Hill) med David Miller for 9. gang i træk og nu i ny verdensrekord for 2-årige vallakker – 1.09.7!

Real Cool Sam måtte dog dele sejren med outsideren Big Oil (Father Patrick) med Andy Miller.

Reel Cool Sam og indvendige Big Oil løber dødt løb og samtidig sætter Reel Cool Sam verdensrekord.

Undervejs var det sidste torsdags imponerende vinder, Gangster Hanover (Father Patrick) med Åke Svanstedt, der var førende, men den gav sig tidligt i opløbet efter pres fra rygkørte Capricornus (Cantab Hall) med Tim Tetrick.

Denne så nu ud til at skulle gå til sejr, men indvendigt dukkede Big Oil op og udvendigt Real Cool Sam, og kort før mål var det klart at sejrsstriden stod mellem dem.

Målfotoet kunne ikke skille de to, så der blev efter nogle minutters venten annonceret Dødt Løb.

Dermed kunne Real Cool Sam bevare sig status som ubesejret og desuden blive verdensrekordholder og Big Oil kunne tage sin anden sejr – den første kom tilbage i juli måned på The Meadowlands.

Dagens samlede omsætning på The Red Mile blev på 251.831 dollars – det er 1.7 mio. DKK.