Nu foreligger startlisten til International Women’s Race, der køres lørdag nat på The Meadowlands og hvor de to Skive-amatører Sabina Gammelgård og Mariann T. Nielsen skal deltage.
Der kommer 10 heste til start i løbet, der er et travløb – det kunne jo også have været et pacerløb, men nu er det et travløb med en samlet præmiesum på 15.000 dollars.
Sabina Gammelgård skal køre en hest, der trænes af Per Engblom – Kasper Fogets gamle arbejdsgiver, så Sabina kan utvivlsomt få et par tips til, hvordan den 7-årige Tad Krazy Hanover (Donato Hanover) skal køres.
– Jeg har allerede talt med ham, ligesom jeg har studeret repriser af tidligere løb, fortæller Sabina Gammelgaard.
Tad Krazy Hanover har trukket spor 1 og har i år startet 3 gange i toto-løb uden at tjene en dollar. Den løb 1.11.0 på en sjetteplads i sin seneste start. I fjor vandt den 5 sejre i 26 starter.
Fra spor 5 skal Mariann T. Nielsen starte med den 6-årige Nylander (Muscle Hill), der i fjor vandt 7 sejre i 27 starter, men i år har bedst en anden- og en tredjeplads.
Den trænes af Katricia Adams, der har haft 30 starter i år uden en vinder – i fjor havde hun 14 vinder i 167 starter.