Nordjyden Kim Pedersen, der er træner i Norge, har hest til start i så vel det norske Derby som Kriterium, der køres i eftermiddag på Bjerke.
I fjor vandt Kim Pedersen Norsk Trav Kriterium med High Flyer (Bold Eagle), der kørtes af Erlend Rennesvik.
I eftermiddag skal ekvipagen forsøge at hjemføre sejren i Norsk Trav Derby med én million kroner i førstepræmie.
High Flyer er dog uden sejr i år, men viste fin form på en andenplads i Derbyprøven og tippes i Trav og Galop Nytt som outsider.
Derbyet kan ende i et opgør mellem far og søn, Geir Vegard Gundersen med Cicero T G (Kadabra) og Magnus Tein Gundersen med Kræjs (Brillantissime).
I Kriteriet sender Kim Pedersen Trixton Frecel (Trixton) til start med Björn Goop i sulkyen.
Trixton Frecel har startet 7 gange og har vundet 3 sejre – senest Kriteriumprøven i 1.14.7a/2100 meter, og det gør den til næstfavorit efter ID Exceptional (El Diablo BR) med Ole Johan Østre.
I Norsk Trav Kriterium, der køres over 2100 meter auto, er der 750.000 kroner i førstepræmie.
I rammeprogrammet starter Skive-træneren Ole G. Nielsen Gangman Style V med Eirik Høitomt i et stayerløb.
Både DanToto og Derby25 har spil til den norske Derbydag.
