Det var en god aften for dansktrænede heste på Jägersro i aften, hvor det blev til en sejr, fire anden- og tre tredjepladser og flere øvrige placeringer – men herudover blev det til yderligere to sejre med danske relationer.

Flemming Jensen stod for den danske sejr, da han bragte Stella Newmen (Symphonic Hanover) til sikker sejr i 1.14.0a/1640 m.
Det blev til andenpladser til såvel Easy Peak med Steen Juul, Jan Friis-trænede Dekanen K med Henriette Larsen, Apollo Damgård med Axel Jacobsen og Betula Derm med Ken Ecce.
Tredjepladserne gik til Jan Friis-trænede Exit to Heaven med Birger Jørgensen, Chock Nock med Steen Juul og Christian Lindhardt-trænede Ale ‘Pride Gar med Peter Untersteiner.
De to dansk relaterede sejre stod Victor Rosleff med Zanzibar Effe samt The Gambler med Stefan Persson for.

Victor Rosleff vandt sin sejr nummer 13 i 85 starter med Jerry Riordan-trænede Zanzibar Effe, der henviste længe førende Dekanen K med Henriette Larsen til andenpladsen. De to heste noteredes for hhv. 1.14.0a/2140 m og 1.14.1.
The Gambler (Sj’s Photo) er en 3-årig vallak, der er opdrættet af Jan Sørensen og som trænes af Adrian Kolgjini.

Kolgjini havde overladt linerne til Stefan Persson, der i et tæt opløb bragte The Gambler til sejr foran Global World News, begge i 1.16.1 med Christian Lindhardts Ale’ Pride Gar med Peter Untersteiner på tredjepladsen i 1.16.2.
Det var femte start og første sejr til The Gambler.
