TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Dansk travsports første kvindelige overstarter

by | 19. Sep 2026 | Nyheder

Bornholmske Maria Brandt Nielsen har sikret sig en plads i travsportens historiebøger som den første kvindelige overstarter.

Maria Brandt Nielsen på arbejde på Bornholms Brand Park. Foto: Torben Ager

Som overstarter har man det overordnede ansvar for at deltagerne i løbene bliver sendt korrekt afsted, så selvom man “bare” står og vifter med et flag, er det en meget vigtig post.

Dén tjans overtog Maria B. Nielsen ved sæsonstart på Bornholms Brand Park og siden da har hun sendt op mod et par hundrede løbsfelter glat afsted.

-Det er kun når jeg selv kører løb, at jeg ikke er på plads, siger Maria B. Nielsen, som har haft amatørlicens siden 2022 og i år har kørt otte løb på den bornholmske oval.

-For fire-fem år siden begyndte jeg at hjælpe til som startvognschauffør sammen med Lauge Due, som har været starter på Bornholm de sidste mange år, og for omkring halvandet år siden syntes man, at jeg også skulle prøve at være starter. Den tjans overtog jeg så da sæsonen startede i år.

Maria B. Nielsen i startvognen. Foto: Torben Ager

-Jeg har ikke været på nogle kurser for at blive starter; det er learning-by.doing og jeg synes det går fint.

-Jeg gør det så godt jeg kan, men det sker da næsten hver eneste løbsdag er den er nogen, som “brokker” sig over et eller andet. “Hej, skulle der ikke ha’ været omstart?” e.l., men det er en del af gamet.

-Når jeg er forhindret overtage bl.a. Torben Dahl Pedersen rolle som starter, og en dag, hvor vi begge to skulle ud og køre løb, måtte vi ha’ hjælp fra en starter i Jylland, men det koordinerer Rikke Duevang når hun ser startlisten.

Fem sejre med Waterjet
29-årige Maria B. Nielsen, som er uddannet jurist og arbejder inden for politiet, er født og opvokset på Bornholm, men er ikke som sådan “arveligt belastet” mht. travsportsinteressen.

-Jeg er ikke vokset op med heste i familien, men mine forældre var med til at etablere anpartsstalden Team Il Chico, som har haft Mikko, Highway Damsgård og Waterjet, og da stalden skulle opløses, fik jeg tilbudt at overtage Waterjet, som blev min første hest, siger Maria.

Foto Torben Ager

-Jeg begyndte i sin tid at hjælpe til hos Frank Mikkelsen og siden hen John Mikkelsen. På et tidspunkt var jeg væk fra øen i syv år, men holdt det ved lige ved at med til at træne når jeg kom hjem i ferierne.

-Jeg fik amatørlicens i 2022 og har foreløbig vundet fem løb – alle med Waterjet.

-Efter Waterjet faldt for aldersgrænsen i fjor havde jeg egentlig besluttet mig for at holde en pause, men da sneen smeltede begyndte det at krible lidt i fingrene igen, og så købte jeg Kuzco, der siden er blevet en familiehest.