TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Dansk travsport ved en skillevej

af | Nyheder

Hvis ikke der kommer en mand med en papkasse, så ser fremtiden for dansk travsport meget sort ud. I 2016 vil der kun være 72 millioner kroner til at drive trav- og galopsporten for – mod 84,4 millioner i år, hvor der endda er skåret ned på investeringer m.m.dh-loeb2012

Næppe nogen sport er på så kort tid blevet pålagt at tilpasse sig en ny og meget smallere økonomisk fremtid som trav- og galopsporten i Danmark er blevet det af Folketinget.

I fjor havde dansk hestevæddeløb et samlet budget på 98,3 millioner kroner.

I 2016 vil den samme sport kun have 72 millioner kroner til rådighed.

Det er en tilbagegang på ikke mindre end 26,3 % på bare et år!!

I morgen mødes repræsentanter fra medlemmerne i Dansk Travsports Centralforbund til møde i Hestesportens Hus i København.

Her skal sæsonen 2016 diskuteres ud fra det budget på 72 millioner kroner, der til rådighed.

I det materiale som mødedeltagerne har modtaget som oplæg til mødet, er der lagt op til en række besparelser – ikke mindst på præmiebudgetterne, der foreslås cuttet med 20 % i forhold til indeværende år.

I HFF’s budget for 2015 er der afsat 36.244 mio. kroner, mens man i DTC-oplægget opererer med et præmiebudget på 29 mio. kroner for 2016.

I oplægget for 2016 foreslås, at antallet af de såkaldte Sportsdage med små præmier og gratis indskud øges fra 31 i år til 74 i 2016.

Til gengæld bliver der så færre af de normale løbsdage – 148 i 2016 mod 201 i år.

DTC-oplægget vil især ramme banerne i Odense og Billund, der blot får hhv. 10 og 12 normale løbsdage henover hele sæsonen!

Nykøbing F-banen bliver også hårdt ramt med blot 11 planlagte ordinære løbsdage.

Også på administrationssiden skal der spares på banerne – her er lagt op til en samlet besparelse incl. Klampenborg Galopbane på 3,4 millioner kroner – svarende til en nedgang på 15,9 % i forhold til indeværende år.

Til gengæld er der lagt op til at DTC skal fortsætte med et uændret budget på 1,85 mio. kr., mens Dansk Galop får lidt mere, da nogle omkostninger, der hidtil har ligget ved banerne, føres over i galopforbundet, der får et budget i 2016 på 1,15 mio. kr.

Dansk Hestevæddeløb ApS beskæres med 1,05 million kroner til 4.5 mio. kroner.

I oplægget opereres der med en regional opdeling af landets travbaner ligesom der skal udpeges en person, der får ansvaret for driften i regionen.

I oplægget står der bl.a.

Region Syd (ODENSE, BILLUND, ÅRHUS)

Der sker en reduktion i antallet af løbsdage. Placering af løbsdage vil ske under hensyntagen til praktiske forhold som blandt andet banernes beskaffenhed i vintermånederne.

Fælles drift af de tre baner med en driftsansvarlig person, der samarbejder med centralt hold og lokale foreninger.

Det bemærkes, at JVB fortsat afholder storløbsdage med sine årgangsløb i 2015 –  derfor det forholdsmæssige større præmietilskud.

Omlægning af løb fra Sport & Udvikling, der vil kunne tilføres og konverteres løb til nordisk spil, hvis mulighederne forekommer.

Der er en ansvarlig for afvikling af løb og arrangementer i region syd.

Region Nord (ÅLBORG, SKIVE):

Grundet den store mængde heste og antallet af aktive vil der ikke ske en egentlig reduktion i aktivitetsniveauet men snarere en omlægning, så alle dele af sporten tilgodeses og der sker en fastholdelse af de aktive.

Der er en ansvarlig for afvikling af løb og arrangementer i region Nord.

Region Sjælland (Bornholm, Nykøbing samt Lunden)

Tilpasning af aktivitetsniveau til hestemateriale.  

Personalet kan overgå til andre funktioner inden for sporten.

Der er en ansvarlig for afvikling af løb og arrangementer i region Sjælland (Lunden og Nykøbing). Bornholm bibeholdes som selvstændig drevet bane.

I alt er der i 2016 budgetteret med et samlet driftstilskud til trav- og galopsporten på 25.5 mio. kr. mod 29.9 mio. kroner i indeværende år.

I oplægget til Budget 2016 er der endvidere afsat i alt 7.1 mio. kroner til investeringer, andre uddelinger og bonus, markedsføring, ungdom, kommunikation samt drift af HFF.

Så dyster kan virkeligheden komme til at se ud, hvis ikke politikerne på Christiansborg vil være med til at lave en mellemfinansiering og desuden overdrage DanToto (totalisatorspillet) til trav- og galopsporten.

Men virkeligheden kan også blive en helt anden.

HFF har i et brev til Kulturministeriet forklaret den alvorlige situation som trav og galopsporten er på vej ud i, og har samtidig bedt om et møde på ministeren. Dette møde er berammet til begyndelsen af maj.

HFF har i brevet foreslået, at DanToto overdrages til trav- og galopsporten på lempelige vilkår og så hurtigt som muligt, at der ikke sker en liberalisering af hestespillet – dvs. at der fortsat opretholdes et monopol og at der skaffes en offentlig mellemfinasiering indtil ”Det Ny DanToto” i regi Hestevæddeløbssporten

Desuden understreger HFF i sit brev til Kulturministeren, at det er vigtigt, at HFF økonomisk vil være i stand til at understøtte ”et tilstrækkeligt antal baner og sportsudøvere.. med henblik på at bevare og udvikle sporten frem til Nyt DanToto bliver etableret”.

HFF betoner også i brevet, at hvis der ikke sker en eller anden form for mellemfinansiering, så må en reduktion af antallet af baner med stor sandsynlighed være resultatet.

Så lige nu er trav- og galopsportens situation altså denne!

Vi ved ikke om vi er købt eller solgt,

Den professionelle del af dansk trav og galopsport vil gå en meget tung tid i møde, hvis der ikke skaffes øgede indtægter i relation til Budget 2016.

Banelukninger, professionelle trænere der udvandrer og nedsmeltningen af en avl af travheste, der er på et højt europæisk niveau, færre interesserede for sporten og hestespillet som sådan – og tab af afledte arbejdspladser – vil være resultatet.

Dansk travsport er unægtelig ved en skillevej.