Dansk sejr i Klosterskogen Grand Prix
Danskfødte, men norskejede Pingus Vang choksejrede i Klosterskogen Grand Prix.
På forhånd håbede man selvfølgelig på at enten Repay Merci eller Tripolini V P skulle løbe med sejren i lørdagens hovedløb på 800 meter-banen Klosterskogen, Klosterskogen Grand Prix med 300.000 NOK til vinderen, men ingen af de to dansktrænede heste formåede at blande sig i afgørelsen.
Jeppe Juel kørte meget optimistisk med Tripolini V P, der efter ca. 950 meter blev forceret frem udvendig for den førende Quick Fix (1.13/500 meter og 1.14/1000 meter), men ind i sidste sving havde Jeppe Juels hest ikke mere at byde på og Archduke Kemp-sønnen dalede ned gennem feltet.
Repay Merci fik et afventede løb i først tredje og siden fjerde par udvendig, men selvom Knud Mønsters 2012-Derbyvinder sluttede fint af, endte parret lige uden for præmierækken.
Det lignede længe et opgør mellem den førende Quick Fix (Per Oleg Midtfjeld) og den bagved liggende I Love Paris (Björn Goop), der overtog føringen ind på opløbet, men fra tredje par indvendig blev Pingus Vang (S J’s Phot0) også trukket ud til angreb op på en forrygende afslutning gik han frem til rimelig sikker sejr for Åsbjørn Tengsareid i tiden 1.13,9a/2100 meter foran I Love Paris og endnu en dansker, Rafolo i 14,2.
Vinderodds: 42,67.
Repay Merci sluttede på syvendepladsen i 14,6, mens Tripolini V P blev nummer ni i 14,9.
Der var 300.000 NOK til vinderen, der trænes af Sigbjørn Kolnes og ejes af Camel Benkheira, som købte Pingus Vang i 2012. Hesten har tidligere været i træning hos både Bo Westergård og Flemming Jensen.
11-årige Pingus Vang er opdrættet af Carl Ejler Rasmussen, Vang Hovedgård og er moderen, amerikanskfødte New Wonders klart bedste afkom.
Sejren i Klosterskogen Grand Prix var Pingus Vangs 18. sejr i 45 starter – han har nu tjent 2.998.000 NOK.