TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Dansk dynamit, så det bragede!!

af | Nyheder

Danske heste og kuske har i den grad taget for sig af retterne i Sverige.

Det startede onsdag aften på Åby Travet, hvor Finn S. Sørensens 6-årige Ens Snapshot-datter, Blessi Chap for Stefan Söderquist sejrede i et tæt opløb foran Photograph med Robert Bergh. Begge heste noteredes for 1.16.5/2140 m -. Det var 30.000 SEK i førstepræmie.

Blessi Chap

Det var ikke en sejr, der var særlig ventet og vinderodds var 34 gange pengene. Det var da også næsten to år siden Blessi Chap sidst havde været på vinderpladsen

Blessi Chaps sejr onsdag aften var ouverturen til hvad der skulle blive den helt store danske paradeforestilling torsdag middag på Jägersro.

Det startede med en anden- og tredjeplads til de sæsondebuterende derbykandidater, Donato Hyrdehøj med Thomas Uhrberg og Don Rossini med Steen Juul.

De kunne ikke gøre noget ved østrigske Cesare Borgia (Raja Mirchi), der vandt sikkert for Marc Elias i 1.13.8a/2140 m, mens Donato Hyrdehøj (From Above US) løb 1.14.2a og Don Rossini (Muscle Massive) 1.14.3.

De to danske fik hhv. 15.000 og 9.500 SEk i præmier.

I 2. løb var der opvisning af 6-årige Niky Flax (Love You) med Johan Untersteiner, der gik alene over banen i 1.11.7a/1640 m.  PÅ tredjepladsen Kaj Jensen-trænede Victor Rush med Thomas Uhrberg i 1.12.7 – præmie 9.500 SEK.

Efter et mellemår i fjor er Niky Flax virkelig tilbage – det var anden sejr i træk, og han har nu tjent mere i fem starter i år end i hele 2018!

Niky Flax er opdrættet af Nils Moreau og Preben Sørensen.

Baxo Epice med Jeppe Juel vinder knebent.

I det følgende løb var det Thomas Baastrup Jensens Baxo Epice (Trophy Catch) med Jeppe Juel, der sørgede for dansk sejr.

Men det blev ret spændende!

Jeppe Juel sendte Baxo Epice i angreb på førende Liza with A Z med 500 meter tilbage, men denne bed godt fra sig. Rundt i opløbssvinget havde Baxo Epice fået taget på Liza with A Z, men hun kom igen indvendigt og var førende 100 meter fra mål.

Jeppe Juel fik imidlertid hentet de sidste kræfter ud af Baxo Epice, der kunne sejre med en mulespids foran Liza with A Z, begge i 1.14.2a/2140 m – på tredjepladsen sluttede Winnie Jensen-trænede Playboy face stærkt af for Kenneth Nielsen i 1.14.3. Aqua de Vie med Steen Juul nummer fire i 1.14.5.

De danske heste fik hhv. 30.000, 9.500 og 5.700 SEK i præmie.

Steen Juul har mange fine 3-åringer i sin stald.

To af dem havde han med til Jägersro.

Explosive Peak

Først af disse var Stald Søndergaards Explosive Peak (Explosive Matter) i aktion i et løb over 2140 m volte.

Efter en rolig start fra spor fire kørte Steen Juul fremad gennem første sving og var i spids ind på langsiden.

Derefter var det spil til et mål – Explosive Peak!

Tredje start gav tredje sejr i 1.15.6/2140 m efter 1.13.3 de sidste 500 meter. Der var 30.000 SEk i førstepræmie.

Andenhesten G K Ursus er godt nok født i Sverige, men både dens fader, Gift Kronos om moderen G K Uritza, virker i dansk avl.

Gift Kronos i regi Opdrætterforeningen og G R Uritza på Stutteri Dings som følhoppe.

Gift Kronos havde i øvrigt en vinder i det følgende løb, hvor Kicki Lagö sejrede i 1.15.1a/2140 m.

Torsdagens løb på Jägersro sluttede med en sejr i opvisningsstil til Extreme (Chocolatier) med Steen Juul i sulkyen.

Extreme

Efter føring kunne Stald Cosmopolitans Extreme vinde efter behag i stærke 1.13.9a/2140 m – nummer to løb 1.14.6!

Der var 30.000 SEK til Extreme, der her sejrede for anden gang i tre starter i år.

På tredjepladsen i dette løb Bjarne Fynbo-opdrættede Bjarne Halbak med Thomas Uhrberg i 1.15.0a – præmie 9.500 SEK.

Jo, der var dansk dynamit så det bragede!