TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Dansk duel

af | Nyheder

Onsdagens 3. løb på Bjerke resulterede i en knivskarp duel mellem de to danske 7-årige heste, Rafolo og Ruth Reerstrup – målfotoet kunne fortælle, at Rafolo med Lars Anvar Kolle havde vundet.

Rafolo vinder i hård kamp med en meget tapper Ruth Reerstrup

Rafolo vinder i hård kamp med en meget tapper Ruth Reerstrup

Der var virkelig kamp til stregen, og det var med det blotte øje umuligt at se, hvem der nåede målstregen først.

Til gengæld var der ingen tvivl om at lige efter mål var Ruth Reerstrup forrest.

Rafolo (Love You) havde ført fra start, men havde fået Ruth Reerstrup med Eirik Høitomt op udvendigt for sig efter 500 meter.

Og her – ude i andet spor uden ryg –  lå Ruth Reerstrup løbet igennem.

Rafolo forsøgte at rykke fra feltet opløbssvunget rundt, og det lykkedes da også.

Den så ud til at gå mod en sikker sejr, men op mod mål blev skridtene kortere og kortere, og samtidig kunne Ruth Reerstrup holde tempoet.

De passerede målstregen samtidigt og  blev begge noteret for 1.14.4a/2100 m – der var 30.000 kroner i førstepræmie til Rafolo, der her fik sæsonens første sejr, mens Ruth Reerstrup fik 15.000 kroner i andenpræmie.

Ruth Reerstrup trænes af Bo Westergaard, der selv havde valgt at køre King Creole EP i løbet – den sluttede på en tredjeplads.

Senere på aftenen kunne Bo Westergaard vinde med Theresa D (Great Challenger) og Jaccaroo (SJ’s Photo).

Theresa D var staldfidus i sin forrige start, men svigtede da tilliden. Nu kunne hun på en god afslutning vinde i 1.14.3a/1609 m – præmie 24.000 kroner.

Jaccarroo er sejrshesten par excellence, og den vandt sin 11. sejr i 13 starter.