Dansk double på Jägersro
Henrik Thomsen og Steen Juul fik hver en sejr med hjem fra Jägersro tirsdag aften.

Henrik Thomsen har i mange år haft et fint samarbejde med Jörgen Sjunnesson, som sejrede med tyskfødte og -ejede Lisa Lisieux (Ready Cash), der efter 600 meter kom frem som første hest i andet spor – udvendig for den førende Iniesta Bros med Steen Juul.
Lillian Uglebjerg-trænede Iniesta Bros, der overtog føringen efter ca. 500 meter, afviklede kilometeren efter 1.13,8.
Lisa Lisieux var dog stærkest til slut og afviste Preben Kjærsgaard-trænede Envy Secret med Thomas Uhrberg til kneben sejr i tiden 1.13,4a/1640 meter. På tredjepladsen (10.000 SEK) Eagle Simoni med Axel Jacobsen i 13,7.
Der var 30.000 SEK til vinderen.
Steen Juul kom også på vinderpladsen med sæsondebuterende Enjoy The Game (ENS Snapshot) i tiden 1.14,7a/2640 meter efter en forrygende afslutning.
Enjoy The Game fik 35.000 SEK for sejren, der var hestens tredje på stribe.