Herbie Peak med Joakim Løvgren sæsondebuterede onsdag aften på Jägersro.
Herbie Peak (Ringostarr Treb) var i fjor nummer to i Grand Circle 3 års Championat og vandt en Kriteriumsprøve, men huskes også for en forrygende afslutning på Derbydagen, hvor den blev nummer to til tyske Schampus i Walther Kaiser-Hansens Mindeløb i 1.13.2a/2000 m.
Onsdag aften fik Herbie Peak sin sæsondebut for sin træner Joakim Løvgren i sulkyen i Fyreåringstoppen på Jägersro.
Trods en førstepræmie på 60.000 SEK var der kun startmeldt fem heste, og de to blev i stalden – hhv. på grund af hoste og en hovbyld.
Kæmpefavorit var Breeders Crown-vinderen Dancer Brodde (Bold Eagle) med Johan Untersteiner, der som Herbie Peak sæsondebuterede.
Dancer Brodde sad i spids undervejs i mageligt tempo – 1.17.4/1000 m, men afsluttede efter 1.09.5/500 m til sejr i 1.14.9a/2140 m, mens Herbie Peak fra en tredjeplads undervejs, afsluttede stærkt, men uden mulighed for at nå Dancer Brodde til andenpladsen i 1.15.1. Præmie 30.000 SEK.

