Tirsdag aften købte Keld Gregersen, Stutteri Disney hoppeåringen Noelle Boko på Solvalla-auktionen – onsdag aften vandt den 3-årige søster i toptid.
Det var lidt af et impulskøb som Keld Gregersen, Stutteri Disney foretog, da han købte Solvalla-auktionens sidste nummer, hoppen Noelle Boko efter Father Patrick – Pecadille Face (Muscle Hill) for 180.000 SEK.
Men det kan vise sig at være en guldklump.
Mindre end 24 timer efter Noelle Boko var kommet på danske hænder sejrede hendes 3-årige storesøster Lara Boko (Djali Boko) på imponerende vis på Solvalla.
Trods en rejse i dødens hele vejen vandt Lara Boko med Mika Forss sikkert i ny rekord 1.11.2a/1640 m – præmie 100.000 SEK.
Lara Boko, der trænes af Timo Nurmos, har nu startet 9 gange og har vundet 5 sejre og tjent 275.117 SEK.

