Fem ud af ni løb vandtes af danske heste på Åby Travet i aftes – Jeppe Juel vandt to af dem.
Danske spillere havde alle muligheder for at hente gode gevinster på Åby Travet i aftes, hvor fem ud af aftenens ni løb vandtes af danske heste eller kuske!
Men ingen danske spillere formåede dog – trods tre danske V86-sejre – at løse den rigtige V86-kombination.
Jeppe Juel blev aftenens store vinder med to sejre.
Uden for V86 vandt han med Tripolini VP (Archduke Kemp) der på en god afslutning vandt i fine 1.12.5a/2140 m – præmie 70.000 SEK.
I V86-3 sad Jeppe Juel bag Triton Neergaard (Super Arnie), der efter et løb i vinderhullet bag førende Robin Hood Bi kunne speede frem til sikker sejr i 1.12.0a/1640 m – præmie 40.000 SEK.
Forinden havde Axel Jacobsen brugt samme opskrift bag Speedy Sus (Global Glide), der fulgte i kølvandet på Owen Face. I opløbet trak Jacobsen Speedy Sus ud, og parret gled frem til let sejr i 1.14.7a/3140 m – præmie 70.000 SEK.
I V86-7brugte Flemming Jensen en anden taktik bag Hanna Banker (Orlando Vici) som han sendte til spids fra start, og aldrig så sig tilbage.
Hanna Banker sejrede sikkert i 1.14.0a/2140 m – præmie 60.000 SEK.
Herudover blev det også til sejr til danskfødte, men svenskregistrerede Well Done La Marc (Ready Cash) med Bjørn Goop, der vandt i 1.14.0a/2140 m – præmie 30.000 SEK.
Bjørn Goop vandt også med Broad Bahn-datteren Flo Jo Keeper, der her i sit livs blot anden start sejrede i 1.14.4a/2140 m!