Dansk 4-åring vandt montéløb på Solvalla
Fredag sejrede Lars Marcussens opdræt, Gigolo la Marc med Jonathan Carré i et 4-års montéløb på Solvalla.

Gigolo la Marc har sit unge liv til trods været vidt omkring i Europa.
Den er tyskejet, og var som sådan trænet i Tyskland, men fik sin første start i Italien.
Her debuterede den med sejr på Trieste-banen – og også dens anden start skete i Trieste og resulterede i sejr.
Efter flere starter i Tyskland blev Gigolo la Marc sendt i træning hos Sibylle Tinter på Romme.
Efter fem svenske starter for sulky er Gigolo La Marc blevet sendt ud i monté – første start gav en tredjeplads efter galop, og fredag kom sejren på Solvalla i 1.15.7a/2140 m – i øvrigt foran en anden hest med dansk tilknytning, Herr Ågren, der har Rusty Dust som fader.
At man så tidligt i karrieren forsøger Gigolo La Marc (Quite Easy) i monté kan hænge sammen med, at halvbroderen Barack La Marc (Great Challenger) har vundet flere montéløb.
De har begge Onycha of Music som moder.
Gigolo la Marc har foreløbig startet 14 gange, har sejret i 3 løb og tjent 178.963 SEK – heraf kommer 40.000 SEK fra fredagens sejr.