Dansen om guldkalven i Kentucky
Søndag var der finaler i Kentucky Sire Stakes på The Red Mile og den samlede præmiesum i programmets 10 løb var på 3.4 millioner dollars – eller 23,7 millioner kroner!

I de senere år er der kommet store penge i Kentucky Sire Stakes – rigtig store penge.
Faktisk lige over 10 millioner dollars årligt – cirka 70 millioner kroner.
Det er mere end det samlede danske præmiebudget – og det er vel at mærke udelukkende i indledende afdelinger og finaler i de løb, der hører ind under Sire Stakes.
Jo, det er blevet dansen om guldkalven i Kentucky, hvor casino-spillet – og fra i forrige uge nu også sportsbetting – skaber grundlaget for såvel opdræt af trav og galopheste – samt afholdes af Sire Stakes, hvor Kentucky i forhold til andre stater har haft lidt andre regler.
Det er nemlig ikke nødvendigt at have brugt en avlshingst opstaldet i Kentucky for at kunne deltage i Kentucky Sire Stakes, men hoppen skal blot være opstaldet 180 dage i folingsåret i Kentucky for at føllet kan deltage.

Der er lige store præmiesummer i løbene for 2- og 3-årige heste – der køres afdelinger for såvel hingste/vallakker som for hopper – og selvfølgelig opdelt for travere og for pacere.
Søndag var der således otte finaler Kentucky Sire Stakes Championship Series – hver doteret med 400.000 dollars – 2.38 millioner danske kroner!
Desuden blev der kørt to finaler i Kentucky Commonwealth Series – hver doteret med 200.000 dollars.
Kentucky Sire Stakes består faktisk af fire løbsserier:
Championship series med samlet præmiesum på 5.76 millioner dollars
Commonwealth series med samlet præmiesum på 1,76 millioner dollars
Goldenrod series med samlet præmiesum på 880.000 dollars
Og endelig Cumberland Series, der omfatter såvel 2, 3 som 4-årige heste – samlet præmiesum på 1.64 millioner dollars.
Det giver i alt 10.040.000 dollars – eller omkring 70 millioner danske kroner – årligt!
For at kunne deltage koster det for såvel 2- som 3-åringer hvert år 900 dollars pr hest – desuden kommer startgebyr på 500 dollars i hver af de indledende afdelinger i Championship serien og 300 dollars i de øvrige serier.
Søndagens finaler havde samlet en række af USA’s bedste 2-og 3-årige travere.

2-årige Karl (Tactical Landing), der trænes af Nancy Takter og køres af Yannick Gingras fortsatte sin status som ubesejret ved at vinde for 4. gang i træk – denne gang i 1.10.6.
Hoppernes afdeling tog Date Night Hanover (Chapter Seven), der trænes af Marcus Melander og havde Brian Sears i sulkyen sig af i 1.10.7.
Hambletonian-vinderen Tactical Landing med Scott Zeron sad langt nede i feltet undervejs, og trods en afslutning efter 1.06/400 m nåede den kun frem til en fjerdeplads i 1.08.8.
Her sejrede Ari Ferrari J (Walner), der trænes af Tony Alagna og havde Dexter Dunn i sulkyen i 1.08,7.
Hos de 3-årige hopper var Special Way med Åke Svanstedt storfavorit, men hun blev henvist til andenpladsen af Mommamia Volo (Tactical Landing), der trænes af Carter Pinske og havde Todd McCarthy i sulkyen – vindertid 1.08.4 – samme tid fik Special Way på andenpladsen.
I næste uge indledes Grand Circuit-løbene på The Red Mile med såvel International Stallions serien som Bluegrass-serien for hhv. 2- og 3-åringer – her er der mellem 250.000 – 300.000 dollars i hvert løb for hhv. 2.- og 3-åringer, men da der som regel anmeldes flere heste end til et løb fordeles præmiesummen ud til det antal løb, der bliver i de enkelte klasser.
Desuden er der Kentucky Futurity og Futurity Filly samt hurtigtravernes Allerage Farm – så pengestrømmen fortsætter i Kentucky!