Danmarks bedste træningscenter
Der har været travlt på Skovbo Travbane i vintermånederne. Det er ikke blot hestekræfterne, der har nydt godt af det milde – ja, næsten forårsagtige vejr, men også håndværkere og entreprenører, der har været i gang med at renovere stalde og bygninger har haft travlt.
– Det bliver rigtig godt, når det er færdigt, siger Peter B. Wilhelmsen, formand for Det Danske Travselskab, der driver Skovbo Travbane som træningscenter.
– Der er investeret Kr. 3. millioner i renovering af stalde og bygninger, og vi forventer HFF godkender anden rate på Kr. 3 millioner så projektet kan gennemføres. Desuden håber vi på at finde penge til at renovering af sandbanen til galoptræning, siger Peter B. Wilhelmsen videre.
– Det er HFF, der er kommet med midlerne til renoveringen, og det er et led i den aftale, som den forrige bestyrelse indgik med HFF i 2007, om at lukke ned for træningen på Charlottenlund Travbane således at banen udelukkende skulle være en raceway og al træning skulle foregå på Skovbo Trav, siger Peter B. Wilhelmsen videre.
– Det er en aftale, vi har forsøgt at få ændret, men uden held. Jo – vi fik en udsættelse frem til årsskiftet, men ellers var det ikke muligt at få HFF til at ændre opfattelse.
– I bestyrelsen er vi meget kede af, at der ikke kan være overnattende heste på Lunden til hverdag, men vi bliver nødt til at forholde os til de tidligere indgåede aftaler.
– Jeg er overbevist om, at den store investering, der nu er gjort på Skovbo Trav vil betyde, at det atter vil være attraktivt at komme på banen dernede – både som aktiv og som hesteejer. Nu bliver der nogle forhold på staldterrænet, som vi kan være bekendt, slutter Peter B. Wilhelmsen.
Fotos Bo Jondahl