TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Damernes ven

af | Nyheder

Jeppe Juel har vundet Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix seks gange inden for de sidste 10 år og har i år “to skud i bøssen” – men ingen af dem tilhører favoritgruppen.

-Jeg mener stadig, at jeg i Echo Hill har en af de bedste hopper i årgangen, men det nager mig, at hun ikke viser det noget oftere, siger Jeppe Juel med henvisning til præstationen i 4-års Hoppeprøven, hvor Echo Hill var førende undervejs, men måtte slippe til Exclusive Laser ind i sidste sving.

Echo Hill. Foto: Flemming Andersen

Echo Hill sluttede på fjerdepladsen langt efter vinderen, men der var “heldigvis” en forklaring på den skuffende præstation.

-Hun var syg senest med infektion og dårlig hals, hvilket var årsagen til den nedsatte præstation. Vi har efterfølgende gjort alt hvad vi kan og hun har fået el den medicin, der er lovlig i henhold til karenstiderne, så nu er det bare at krydse fingre for at hun er blevet 100 % rask igen.

-Jeg var ellers tilfreds med sæsondebuten og tænkte, at nu var hun klar til Århus, men allerede sidste sving rundt kunne jeg mærke hun var ”iskold”.

-Echo Hill har gået ét regulært banejob til UG, men man ved jo egentlig først om hun er helt rask når vi svinger ind på opløbet. Normalt skal hun kunne give de bedste en match, men jeg ser hende som en outsider.

Staldkammeraten Evita Skovsende (ENS Snapshot) køres af Ken Ecce og her har Jeppe Juel ikke helt så store forhåbninger.

-Succeskriteriet er penge med hjem, fastslår Aalborg-træneren.

-Hun har gået godt hver gang og er meget stabil. Præstationen forrige gang i Skive, hvor hun galoperede, tager jeg på min kappe. Jeg kørte hende uden sko og chancede – derfor galoppen.

-Evita Skovsende er dog kommet sent i gang og er stadig meget “grøn” – men jeg synes, at hun bliver stærkere og stærkere for hver start.

Grand Prix-outsider
Som tidligere nævnt har Jeppe Juel valgt at starte egentrænede Enzo i Consolationsløbet, mens han i Jydsk 4-årings Grand Prix kører Tomas Malmqvist-trænede Eric The Eel (Muscle Hill).

-Han viste en rigtig god præstation i 4-årsprøven, men Malmqvist sagde at han var i fin form og derfor kørte jeg som jeg gjorde, siger Jeppe Juel.

-Hvis jeg havde “pushet” ham noget før, kunne han måske godt være gået forbi E Type Cash,.

-Jeg synes også han var fin i sæsondebuten, hvor han galoperede umotiveret med en omgang igen. Jeg gjorde dem opmærksom på nogle småting, der var blevet rettet til sidste start, og han må alt andet lige være gået frem med det løb i kroppen, slutter Jeppe Juel.