Ny i stalden hos Flemming Jensen er den 5-årige amerikaner, Coventry Hall, der ejes af Stutteri Disney og hidtil har været trænet af Gordon Dahl.
-Det er første gang jeg sender en hest væk fra Gordon, men det er sket i fuld forståelse med ham, fortæller Keld Gregersen, Stutteri Disney.
-Det er jo ingen hemmelighed, at Coventry Hall slet ikke har fungeret i år, og Gordon har virkelig prøvet at finde nøglen til den, men uden held. Derfor kom han til mig foreslog, at vi skulle prøve noget andet.
-Valget faldt på Flemming Jensen, der tidligere har formået at vække liv i heste, der har haft tabt gnisten, og nu håber vi det kan ske med Coventry Hall.
-Gordon kontaktede Flemming i søndags, og hesten er på plads hos Flemming nu, siger Keld Gregersen.
Coventry Hall, der i fjor bl.a. vandt Sprintermesteren i Billund, har i år blot startet fire gange – senest den 21. oktober på Lunden, hvor den sluttede på en syvendeplads i 1.14.5a/2000 m.