TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Copenhagen Cup-omsætning i frit fald

af | Nyheder

I flere år har der været en negativ udvikling i totalisatoromsætningen i den samlede omsætning i Copenhagen Cup-weekenden. Alene inden for de sidste tre år er omsætningen faldet med ikke mindre end 9.7 millioner kroner!!

Handsome Brad med Carl Johan Jepson var en populær vinder af Menhammar Copenhagen Cup 2019. Foto Burt Seeger

Copenhagen Cup-weekenden er dansk travsports internationale vindue, og hovedløbet får – trods sin beskedne præmiesum – faktisk opmærksom fra hele Europa og også USA og Canada.

I Sverige og Norge har såvel ATG som RiksToto været fremme med mange optaktsartikler for at støtte interessen for løbet, men lige meget ser det ud til at hjælpe.

I 2017 var den samlede omsætning på Copenhagen Cup-dagen (her kørte man kun søndag!!) på 37.2 millioner kroner, men i 2018, hvor man kørte både lørdag og søndag faldt den samlede omsætning til 32 millioner kroner.

I år – også med løb lørdag og søndag – kunne den samlede omsætning opgøres til 27.5 millioner kroner.

Det vil sige, at på tre år er omsætningen faldet 9.7 millioner kroner – eller ikke mindre end en tilbagegang på 35%!!

Endnu kender vi ikke den samlede danske omsætning, men vi kender baneomsætningen på Charlottenlund Travbane, og den blev i weekenden på 1.815.946 kroner – med et afviklet løb mindre.

I fjor var baneomsætningen i weekenden på 2.094.107 kroner.

Det er en tilbagegang på 13.2%

Ser vi på den gennemsnitlige baneomsætning pr løb, når der nu blev afviklet et løb mindre, så er tilbagegangen på 9.7%.

Nu kan en del af den tabte baneomsætning også findes i, at især mange svenske gæster spillede på deres ATG-app på mobil eller IPad ligesom danske travgæster gjorde det til DanToto eller Derby25.

Men det forklarer stadig ikke årsagen til at den samlede omsætning er faldet så drastisk på to år!