To af de allerede indbudte heste til Copenhagen Cup leverede fine præstationer i hhv. Norge og Sverige og en mulig CC-deltager vandt i Frankrig.
Norske Ferrari B R (Muscles Yankee) med Per Oleg Midtfjeld viste storform, da den vandt en sikker sejr i Kjell Håkonsens Minneløp på Forus lørdag eftermiddag.
Ferrari BR afsluttede stærkt til sejr i flotte 1.10.6a/1600 m – præmie 100.000 NOK.
Der var hård kamp om andenpladsen som danske Pingus Vang med Åsbjørn Tengsareid tog sig af i 1.10.9, da den akkurat nåede forbi længe førende Donatomite med Frode Hamre, der noteredes for 1.11.0.
På fjerdepladsen løb endnu en dansker, Rafolo 1.11.9.
Sidste års vinder af Copenhagen Cup, Cruzado dela Noche med Ulf Ohlsson i sulkyen var favorit til sejren i Guldbjörken på Umåker, der også var kvalifikationsløb til Olympiatravet.
Cruzado dela Noche havnede imidlertid udvendigt for førende, Digital Ink med Robert Bergh, men gik frem til føring i opløbssvinget, og lignede en hest på vej mod sejren.
Bagfra nærmede den gamle Derbyvinder Beau Mec (Jag de Bellouet) med Carl Johan Jepson sig imidlertid, og selv om den var lige ved at galopere midt i opløbet, så kunne Jepson holde den på ret kurs og gå frem til sikker sejr i 1.11.6a/2140 m foran den tapre Cruzado Dela Noche i 1.11.7.
SÃ¥vel Ferrari BR og Cruzado dela Noche er allerede inviteret til at starte i Copenhagen Cup.
En sådan invitation vil den franske træner Vincent Lacroix også gerne have til den 6-årige italienske Totoo del Ronco, der vandt lørdagens Quintet-løb på Enghien.
Det var første gang imens Totoo del Ronco (Ganymede) har været i træning i Frankrig, at den starter i et løb kortere end 2700 meter!
Dagens distance var 2150 meter auto, og kørt af italienske Ferdinando Minopoli sejrede Totoo del Ronco sikkert i 1.12.8a/2150 m foran tysk/hollandske Diamond med Matthieu Abrivard i 1.12.9.
Totoo del Ronco har rekord 1.11.3 og har efter lørdagens start tjent 326.050 Euro.
I Italien har den været med i flere Gruppe 1.løb – i sprinterløbet Campionato Europeo i Cesena var den i fjor nummer to og tre i de to heat, hvad der gav den en tredjeplads i det samlede resultat.
Totoo del Ronco har også været nummer tre i Kommune-løbet i Monte Giorgio, samt i den hæderkronede Gran Premio Duomo.
Den var til start i Gran Premio Lotteria i fjor, men klarede ikke cuttet til finalen, men blev nummer to i Consolation.