TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Confidence hele vejen

af | 1. jul 2018 | Nyheder

Confidence var tæt på galop i første sving, men holdt sig i trav og var siden helt suveræn i Tuborg Jydsk 4-årings Grand Prix 2018 efter føring hele vejen. 

Der var masser af dramatik i årets udgave af det jyske travderby, hvor to af Steen Juuls tre favoritbetonede heste galoperede i løbets indledende fase – først Chablis kort efter start og siden Chock Nock på første langside efter ca. 500 meter.

Confidence var også tæt på galop kort efter start, hvor den senere vinder tacklede lidt i travet, men han holdt sig i korrekt gangart og forsvarede indersporet for Ken Ecce.

Efter 1.18,2 de første 500 meter fik Ken Ecce held til at dæmpe tempoet til “bumletogstempo” den første kilometer, så der var masser at køre med til slut.

Foto: Ole Hindby

Champions Peak kom frem til dødens efter 600 meter, mens Chief One fik et perfekt løb i ryg på Confidence indtil ind på opløbet, hvor Rene Kjær fik plads til angreb.

Chief One sluttede fint af og tog andenpladsen i kamp med Champions Peak, der må siges at være godkendt efter et løb i dødens – men Tuborg Jydsk 4-årings Grand Prix tilhørte Confidence og Ken Ecce, der sejrede ganske let i tiden 1.17,3a/2360 meter – den langsomste vindertid i 15 år!

-Det er ikke unormalt, at han tager de hjælpetag, men det gør han ikke når vi piller skoene af, sagde Ken Ecce i sejrsinterviewet med Fast Track med henvisning til, at han inden løbet havde udtalt, at Derbyet var den vigtigste opgave for Confidence i år og at han først skulle være rigtig på toppen i slutningen af august. Derfor blev der ikke “eksperimenteret” med at pille skoene af i dag.

-Det er kun den tredje start han går i år og vi mener, at vi mener, at der stadig er noget at forbedre. Det giver ham et mere frit trav hvis vi piller skoene af og så skal han også ha’ styrken op.

-Han begyndte at bremse lidt for fotografen og finder på alle mulige ting, når han bliver alene, men hvis der var kommet en anden hest til slut, ville han ha’ trukket igen, så det blev let i dag.

Confidence er opdrættet og ejet af Lunden-amatøren Peter Spengler, som det meste af tiden selv har stået for den daglige træning af Great Challenger-sønnen indtil slutningen af januar måned i år, hvor Ken Ecce fik Confidence i fast træning.

-Jeg sagde til Peter ved Hestesportens Galla i januar: Er du ikke ved at være træt af at være nummer to Cuba Libre Ice? smilede Ken Ecce, som dog ikke var tilfreds med Confidence i sæsondebuten på Kalmar den 11. maj.

-Jeg syntes alt havde været godt, men efter opvarmningen var der noget, der ikke stemte og vi fik efterfølgende repareret ham i et hovled.

-I dag har jeg kigget programmet igennem et par gange og havde regnet med at køre spids. Nu hørte jeg så også at Chablis hoppede, og så tænkte jeg: Nu bliver vi her.

Skuffelser og overraskelser
Steen Juul havde tre heste med i Grand Prix’et, men måtte altså nøjes med en tredjeplads som bedste resultat. Både Chablis og Chock Nock galoperede, mens Champions Peak kæmpede det bedste han havde lært fra dødens. Chablis gik også et topløb efter galop, men sluttede lige uden for præmierækken i tiden 17,8.

-Chablis var helt ukørt, men de skal jo gå i trav, var Steen Juuls første kommentar til Fast Track umiddelbart efter løbet.

-Han kan slå på sådan nogle galopper som i dag, og når banen er løs med “rullegrus” stemmer det ikke rigtig for ham. Selvfølgelig er jeg skuffet over, at Chock Nock galoperer. Thomas Uhrberg mener ikke han trives på banen, men det synes jeg nu nok han har gjort tidligere. Champions Peak måtte Lønborg køre frem med og det går jo ikke hver gang.

Morten Juul-trænede Chief One var løbets store positive overraskelse, men Rene Kjær fik også kørt et helt igennem perfekt løb med sidste års vinder af Jydsk 3-årings Grand Prix Consolation, så mon ikke at kredsen omkring Cantab Hall-sønnen også vælger hovedløbet fremover?

Cult Egedal og Cointreau, der begge kom med via pointberegningen, var også meget positive i Jydsk 4-årings Grand Prix og skal blive spændende at følge fremover, mens løbets skuffelse var Cerveza, der trods et perfekt løb i tredje-fjerde par udvendig sluttede uplaceret.