Chablis var i særklasse
Det var en sejr med mersmag som Chablis med Steen Juul hjemførte i Grand Circle 3 års Championatet på Racing Arena Aalborg søndag eftermiddag.
På forhånd var der størst tro på, at den ubesejrede Cadillac Shadow med Jeppe Juel skulle vinde Grand Circle 3 års Championatets Conso9lation i Aalborg – den var spillet ned til odds 1,80, men efter 650 meter kørsel ¨hvor den sad i spids, rullede den over i galop og forsvandt ud fra feltet.
I stedet kunne Steen Juul sende Chablis (Love You) frem til føring, og siden var der kun tale om spil til mål.
Chablis var simpelthen i en klasse for sig, og vandt utroligt overlegen i 1.14.5a/2140 m på en bane, der var vurderet til minus et sekund langsommere end normalt!
Chief One med Rene Kjær forsøgte at fange Chablis rundt i opløbssvinget, men fik aldrig fat og var en næsten lige så sikker nummer to i 1.15.6., mens Chivas Regal med Bent Svendsen på en god afslutning nåede forbi Cult Egedal med Birger Jørgensen i kampen om tredjepladsen.
-En hest med en utrolig styrke, men vi har haft svært ved at holde ham fokuseret i løbene. I dag gik vi tilbage til en gammel forspænding, og det fungerede, sagde Steen Juul efter sejren.
-Det er en hest, jeg altid har haft store forventninger til, for jeg ved at den har stor kapacitet. Det var en let sejr i dag, så det er muligt, at han starter i Liga-finalen næste søndag på Lunden, sagde Steen Juul.

Love You-sønnen Chablis med Steen Juul kan vise sig at være et godt bud i hovedløbene for årgangen i 2018. Hesselborg Foto
Chablis er ejet og opdrættet af Tonny Nielsen, der har haft heste i træning hos Steen Juul i næsten lige så mange år som Juul har været træner.
Det har bl.a. været French Kiss (Earthquake) 1.13.2 – 332.223 kr og Moneypenny (Angus Hall) 1.13.8 – 172.772 kr – og netop Moneypenny er moder til Chablis, der efter søndagens sejr nu har tjenr 133.966 kr. og vundet 5 sejre i 15 starter
Moneypenny er også moder til Attack Photo (SJ’s Photo), der er solgt til Kolin Stable og er i træning hos Kaj Jensen. Attack Photo har rekord 1.13.5 og har tjent 127.048 kr.