TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Ce Bello Romain klar til Copenhagen Cup (opdateret)

af | Nyheder

Franske Ce Bello Romain vandt lørdag eftermiddag sprinterløbet, Criterium de Vitesse de Basse-Normandie på banen i Argentan for andet år i træk. (Opdateret efter korrigering af vindertid etc)

-Nu bliver næste start Copenhagen Cup, sagde træneren Sylvain Gerard Dupont efter 10-årige Ce Bello Romain havde vundet Gruppe 2-løbet, Criterium de Vitesse de Basse-Normandie på banen i Argentan for andet år i træk.

Vindertiden blev i første omgang opgivet til blot 1.13.2 efter mellemtider på 1.15.0/500 m og 1.15.5/1000 m. – og det undrede man sig da også over.

Efterfølgende er vindertiden blevet korrigeret til 1.10.2

Ce Bello Romain med Anthony Barrier kunne tage spids fra sit spor et, men snart kom Express Jet med Pierre Vercruysse og tog over.

Løbets næstfavorit Rebella Matters med Christophe Martens var med på en tredje/fjerdeplads, mens Stald Ritas Grand Art med Gabriele Gelormini sad nede i feltet.

Ind i opløbet havde Express Jet udspillet sin rolle og galoperede.

Ce Bello Romain kunne tage over, men blev angrebet indvendigt af Rebella Matters, der imidlertid galoperede med 100 meter tilbage af løbet.

Efter 1.07/500 m kunne Ce Bello Romain vinde kort foran Fakir du Lorault med Francois Lecanu og Copsi med Dominik Locqueneux – Mister F Daag med Robin Bakker nummer fire – alle fik noteret 1.10.2a/1609 m.

Grand Art fik aldrig angrebsplads i opløbet og gik over mål med vattet i behold som nummer otte i 1.10.7

Der var 45.000 Euro i førstepræmie til Ce Bello Romain, som vi altså kan forvente at se i Copenhagen Cup om et par uger.