• Opdrætterforeningen
  • Horse Trainer Walks
  • From Above US 2022
  • Stutteri Laser 600x110 2023 (003)
  • Derby25
  • Enssnapshot 600x110px
  • Michaelturn 600x110px

Fin sport i Odense

vivotorkdahl

Fyens Væddeløbsbane ser ud til at være usædvanligt godt rustet forud for årgangsløbene for de 3-årige heste. Ole Benders White Russian har stadig sin sæsondebut foran sig, mens Frantz Praem-trænede Vivo Torkdahl (Great Challenger)(arkivfoto) var ude for første gang i år Langfredag på hjemmebanen – og det resulterede i en sikker sejr.

Fra start var det Ole Bender og Paf, der drog afsted i for voldsomt tempo og dermed skabte de helt optimale forudsætninger for bagvedliggende Vivo Torkdahl. Sidste sving rundt overtog favoritten for Birger Jørgensen, og siden var der ingen tvivl om udfaldet.

Årgangshåbet blev noteret for 1.17,0a/2140 meter, hvor det kunne være lidt svært at vurdere, hvor meget der var i behold ved målpassage. Men under alle omstændigheder en rigtig fin sæsondebut mod ældre heste.

Birger Jørgensen var på papiret udstyret med flere topchancer denne eftermiddag, og trods et par favoritkiks blev det til en double. Tidligere på dagen havde han spidset V5-indledningen hjem bag Wapiti Vedelsminde (Igor November) til pæne 92:10 i vinderspillet. Her havnede storfavoritten Troja Cæsar udvendigt for Ole Bender, og det klarede den lovende hest endnu ikke.

Men som nævnt gik ikke alt landschampionens vej. I det indledende opgør blev udvendigt travende Wannabe Butcher (13:10) akkurat fanget op af Sara Nordal (S J’s Photo) og Kent Friborg. Siden valgte Jørgensen for en sjælden gang en forkert taktik bag Star Life Waltz. Parret blev i ryg på den førende og fik ikke siden chancen i tide, men til Birger Jørgensens forsvar skal siges, at Star Life Waltz ikke virkede specielt tændt sidste sving rundt.

I stedet kunne rutinerede Kyras (Bostonian) og Karsten Skygge Andersen akkurat koble grebet på foranliggende Rolex Boy og nævnte Star Life Waltz. Vindertiden landede på 1.16.6a/2140 meter.

Endnu hurtigere var Pride Lendalund (Archduke Kemp), der for Henrik Lønborg kunne overtage fronten ud af første sving og siden kom hjem i 1.14,7a/1640 meter. Her galopperede udvendige So Long Sugar i sidste sving, og hvor Billund-hesten bestemt ikke virkede slået.

V5-resultat:

Afd. Nr. Vinder Odds Værdi Udg.
1 1 Wapiti Vedelsminde Birger Jørgensen 9,23 154
2 7 Pride Lendalund Henrik Lønborg 3,96 339
3 1 Sofus Kaj Jensen 2,25 407
4 7 Kyras Karsten Skygge Ander 6,84 3182 1
5 3 Vivo Torkdahl Birger Jørgensen 2,61 3517
Gevinster for 5 afdelinger rigtige.
Antal rækker: 19
Gevinst: 3.517 kr

 

Barok fejrede 1 års fødselsdag i Skive

Barok sammen med nogle af medejerne på Skive Trav

Barok sammen med nogle af medejerne på Skive Trav

Barok, eller måske mere kendte Baby Tarok, fejrede i går på Skive Trav 1 års fødselsdag med kage i stalden hos John Friis og besøg af op mod 100 medejere af den fine lille hoppe.

Opdrætter og hingsteholder Leif Olsen har udlejet Barok til det fine projekt, og han fortalte i vindercirclen, sammen med mange af medejerne om Barok og hendes nærmeste fremtid, der byder på tilkøring inden sommeren venter med afslapning og græsning inden træningen for alvor starter i sensommeren.

Barok har sin egen Facebook.side, hvor der lige nu er 10.373 “likes” af siden. Barok har rundet 3500 medejere og det er ganske gratis at deltage og blive medejer af hesten, som blev “opfundet” i forbindelse med “Tarok-filmen”.

Det kan sagtens lade sig gøre at blive medejer af Barok og man kan læse mere om hende og projektet på hendes Facebook-side.

Barok har i øvrigt Tarok-blod i sig, da hendes mormor er Tarok-datteren Gloria G T, som er mor til bl.a. Tøjeksperten. David Raymond er stolt far.

Barok i sit fine dannebrog dækken

Barok i sit fine dannebrog dækken

 

Sæsonpremiere på Bornholm Påskelørdag

Bornholms Travbane 03a

Påskelørdag klokken 13.00 åbner Bornholms Brand Park sæsonen med et stort program, hele 10 løb med i alt 107 heste. 

Åbningsløbet er traditionelt for banens bedste heste, og selv om distancen er 2440 meter, kan kampen om spidsen fra start afgøre løbet. “Kongen af Bornholm”, 14-årige Hector Brogård, og sidste års bornholmsmester, Max Brogård, er hurtige startere, og de har begge gode startspor (3 og 4).

Mads Petersen er på gæsteoptræden på sin tidligere hjemmebane, og han kan få en kanondag. Hans seks starter på dagen er så fine heste som Hector Brogård, Sebora Holmsminde, Silver Game, Pomerol, Royal Flamingo og Neptun Hill. Mads Petersen er efter sin svendeprøve som tømrer flyttet til Jylland, og han arbejder nu i Flemming Jensens stald. På DTC’s Sportsinfo står han dog fortsat som amatør med licens på Bornholm.

St. Hippolyt er sponsor for alle dagens løb, hvoraf de to incl. åbningsløbet har en førstepræmie på 3.200 kr, og de øvrige har en førstepræmie på 2.200 kr, formløbet dog kun 1.100 kr.

Baneprogram: KLIK HER

Kuskekommentarer: KLIK HER

Lidt, men godt på Fyn

fyensvaeddelobsbane

Fynsk Langfredag er vel dét, som man man kalde eftermiddagens lille, men spændende program på Fyens Væddeløbsbane. Der er denne gang ikke tale om nordisk spil, men så skal man til gengæld heller ikke dele gevinsterne med svenskerne …

Trods små felter er der som nævnt flere spændende heste til start. Det handler ikke mindst om sidste års første 2-årsvinder Vivo Torkdahl, der sæsondebuterer efter et godkendt rutineløb for et par uger siden.

Tidligere på dagen har Frantz Praem også et andet treårstalent til start i form af Wannabe Butcher, der på en såkaldt sportslørdag debuterede med sejr for træneren selv. Nu sætter Birger Jørgensen sig op, og generelt ligner det på forhånd en udbytterig dag for landschampionen. Jørgensen er vindertippet fire gange i baneprogrammet.

Der er også gensyn med Ole Benders Troja Cæsar, der netop er kåret til Månedens Hest i Danmark i marts måned af de officielle hestesportsmedier. Det bliver spændende at se, om det bliver til tredje sejr i træk til den evnerige Lets Go-datter.

Fyens Væddeløbsbane indleder med første start kl. 13.15.

Baneprogram: KLIK HER

To sejre til Lindhardt og Juel i Skive

skive-trav

Løbene Skærtorsdag på Skive Trav blev en lidt halvkold og blæsende affære, hvor dog et par lovende hopper til årgangsløbene viste sig frem i form af Viola Toft og Tinkelbell.

Christian Lindhardt´s 3-års håb Viola Toft (Great Challenger) fik en perfekt sæsondebut, i et løb hvor førende Torpedo blev angrebet tre gange undervejs, og så måtte han til slut slippe Viola Toft forbi. Men Torpedo var tapper og vinder snart løb.

Christian Lindhardt fortalte efter løbet, at Viola Toft har så stor klasse, at hun er aktuel i diverse årgangsløb henover sæsonen. Vindertiden blev godkendte 1.19,5/2120 meter på den noget tunge bane og modvind på langsiden.

Christian Lindhardt kom også på vinderpladsen med Saga L (Golden Globe), som strøg til spids, men som lagde på og nær var blevet slået på stregen af Pharell, som lunede sig i ryg undervejs.

Jeppe Juel fik vist, at Tara Rose (Adams Hall) er god, men det har knebet med stabiliteten og nu i hendes niende start kom sejren, selvom hun igen hoppede i første sving. Men førende Vilavaldi tabte travet og Tara Rose kom forbi kort før mål.

Jeppe Juel vandt også med Peter Jensen-trænede Spark Rick (Com Hector), som var hidsig og røg til spids i en meget hurtig åbning. Det var ventet, at Pina Colada og Indian Summer D var spidsaktuelle, men de hoppede begge fra start, både i en omstart og i den gyldige start.

– Spark Rick blev hidsig af omstarten, så han tog hårdt fat og det var stærkt gjort af ham at holde farten til mål, fortalte Jeppe Juel om vinderhesten.

Bent Svendsen vandt begynderløbet med Viking Warrior (Turbo Sund), som nu fik revanche for et par indledende løb i sin karriere, hvor der har været uheld. Han overtog spidsen efter 500 meters kørsel og kunne lige nøjagtigt holde open stretch-angribende Vang bag sig.

Michelle Mønster fik en lidt heldig sejr med Time To Fly (Made Unbeatable), som havde ryg på førende Don Attack, som åbnede hårdt, fik syre og hoppede. I samme moment gik Theodora Garbo til spids, men hun tabte også travet og hoppede i sidste sving og så kunne Time To Fly smutte til sejr på stabiliteten før en godt afsluttende Treasure Me K G.

Michelle Mønster blev tidligere på dagen tilkendt en bøde på 500 kr og én måneds udelukkelse for ikke at veje tilbage efter prøveløbet med Play On Flamingo, som løb tiden 1.21,8, men som altså ikke blev godkendt pga. manglende tilbagevejning.

Tinkelbell (Self Possesion) var ude i en spændende sæsondebut og det gik perfekt, da Torben Grøn‘s racer var i spids fra start til mål kørt af Birger Jørgensen. Tinkelbell så skarp ud hele vejen og speedede let fra til sejr efter 1.16 de sidste 500m.

Birger Jørgensen fortalte efter løbet, at Tinkelbell havde udviklet sig fint henover vinteren og var blevet hurtigere fra start, hvilket var meget positivt. Han ville endnu ikke sammenligne hende med nogle af de gode heste han har kørt, men mente, at hun har talentet til at udvikle sig til en rigtig god hest.

Tinkelbell starter næste gang i 4-års hoppeløbet på Musketerdagen d. 27. april i Skive og Torben Grøn fortalte efter løbet, at Tinkelbell er med i TV Midt/Vests udsendelse onsdag i næste uge kl. 19.45. Tinkelbell og Torben Grøn er med i en lille programserie på den Vestjyske TV-kanal, som også kan følges på nettet.

Dennis Kristiansen havde nye væddeløbsfarver på og fejrede disse ved at vinde en sikker spidssejr med Pikol Nordal (Adams Hall), der trykkede sig til spids i første sving og siden vandt let.

– Det har været en nærmest perfekt dag, og jeg havde på forhånd størst forhåbninger til Pikol Nordal, som vandt let og kan de klare sig i formløb, kan de også klare sig i klassen. Det var også tæt på med Pharell, men han ville ikke forbi, fortalte Dennis Kristiansen efter sejren med Pikol Nordal.

V5-resultat:

V5-spil, 2.-6. løb, omsat: 512.174 SEK. Opdateret kl. 17:00
Afd. Nr. Vinder Odds Værdi Udg.
1 5 Tara Rose Jeppe Juel 3,12 90
2 8 Viola Toft Christian Lindhardt 7,10 477
3 1 Time To Fly Michelle Mønster 5,10 801
4 2 Tinkelbell Birger Jørgensen 1,68 826
5 6 Spark Rick Jeppe Juel 3,02 1529
Gevinster for 5 afdelinger rigtige.
Antal rækker: 217
Gevinst: 1.529 kr

 

Nahar slettet på Romme

Nahar Elitloppet 2013 Foto-Kjell Hedvall

I søndags galoperede Elitloppsvinderen Nahar i sin sæsondebut, og det var der en grund til, viste det sig. Han skulle have gået et arbejde i dag, men i stedet blev det til et besøg hos dyrlægen, hvor han blev behandlet. Nahar er derfor slettet i søndagens V75-løb på Romme, og nu venter der en lille pause.

Nahar ejes af brødrene Henrik og Daniel Sedin, der var Sveriges store helte, da “Tre Kronor” vandt VM-guld sidste år i ishockey.

Løbet, som Nahar går glip af, er den sidste kvalifikation til Olympiatravet eller “Sidste chance” fordi man kører om den sidste tilbageværende plads i Olympiatravets finale lørdag d. 26. april på Åby.

Med Nahar ude af billedet må On Track Piraten og Digital Ink være topchancerne i løbet.

“Smeden” får travlt i Skive

Dennis Kristiansen

Dennis Kristiansen

Skive Trav kører i dag løb med start kl. 15.15 med fælles nordisk spil.

En af dagens aktører er amatørtræneren Dennis Kristiansen, som lige nu har 10 startheste i stalden, hvoraf fire starter i dag.

En af disse er ny indkøbet Teach Me Tiger (Great Challenger) som starter i 4. løb. Det var en hest, som var anden i sin debut for Dennis Kristiansen på Fyn på en breddedag.

– Jeg blev positivt overrasket over hende, da hun gik et rigtigt godt løb. Hun åbnede til spids og jeg slap for at få ryg, og hun sluttede reelt af bag So Long Sugar, som lige var skrap nok for hende. Hun møder gode heste i dag, men jeg kører et godt rygløb og flasker det sig, er hun en triochance, fortæller Dennis Kristiansen, der ser hans bedste chance på dagen som værende Pikol Nordal der starter i 8. løb

På mandag starter Dennis Kristiansen en ny hest i prøveløb i Aalborg, og det er en hest han glæder sig meget til komme i gang med.

– Theblacksmith (From Above – Sofia Boko) er en rigtig fin hest, som jeg selv har opdrættet og trænet frem. Han er begyndt at slippe sig og tegner meget lovende. Han er krydset på samme måde som Orrichetti med From Above på en Mack Lobell-hoppe og moderlinjen går tilbage på Peace Corps mor, så blodet er i orden.

Alle kommentarene fra Dennis Kristiansen og chancevurderinger i øvrigt findes på Skive Travs hjemmeside, hvor også programmet kan downloades.

Sebastian K i qualifier 26. april på Meadowlands

Sebastian K - Legend Farm

Svanstedt Stable har nu flyttet hestene fra træningscentret Palema Trotting Center, Vero Beach, Florida til Legend Farm, New Jersey. På billedet ses Sebastian K’s ankomst til Legend Farm. Det er planen, at Sebastian K skal ud i en qualifier den 26. april på Meadowlands. Åke Svanstedt har ikke kørt løb i et halvt år, så han glæder sig helt sikkert til at få sin stjerne ud på ovalen.

Se en video fra Sebastian K’s sidste banearbejde på Palema Trotting Center: KLIK HER samt en video fra Sebastian K’s afrejse fra Palema Trotting Center: KLIK HER
Billedet herunder viser indkørslen til Legend Farm (Foto: Bernie Norén).

Svanstedt 2 New Jersey Legend Farm

 

Amerikansk topkusk alvorligt skadet

 

DUSTMeadowlands

Den amerikanske topkusk Andy Miller, der også fungerer som træner, blev alvorligt skadet i en ulykke på Yonkers Raceway i staten New York tirsdag aften.

Miller var impliceret i en større sammenkørsel, hvor han blev kastet af sulkyen. De øvrige involverede klarede sig igennem med småknubs, mens Andy Miller måtte køres til hospitalet.

Siden har Millers hustru Julie meddelt, at hendes mand har pådraget sig flere frakturer i ryggen og lænden og generelt lider af store smerter.

Andy Miller, der på vores breddegrader er mest kendt som manden bag Lucky Jim (Elitloppet i 2010), er siden overflyttet til et hospital på Manhatten for videre undersøgelser.

Vil du med til USA?

I slutningen af november måned afvikles de amerikanske Breeders Crown-løb på The New Meadowlands i New Jersey – lige uden for New York.

breeders-crownlogoCharlottenlund Travbane har taget initiativet til denne tur til Breeders Crown, hvor man desuden får mulighed for at opleve New York, som på det tidspunkt er begyndt på julehandlen.

Det er tanken, at banens sponsorer samt opdrættere, trænere, hesteejere og travsportsinteresserede indbydes til ved egen betaling at deltage.

Der bliver mulighed for at opleve nogle af USA’s allerbedste travheste i Breeders Crown-løbene på den nye og flotte Meadowlands-bane.

Desuden vil der være en rundtur til træningscentrene i området.

Der er afrejse fredag den 21. november og hjemkomst tirsdag den 25. november.

Fredag til søndag overnattes tæt på The Meadowlands, inden man søndag formiddag tager ind til Manhattan. Her vil der være mulighed for Juleshopping og i det hele tale opleve de pulserende storby, der aldrig sover.

Jeg vil være guide på turen.

Kunne du evt. tænke dig at komme med på denne spændende og interessante tur, så er vi meget interesserede i at få en forhåndstilkendegivelse fra dig.

Så kunne du tænke dig at deltage i en sådan tur, der prismæssigt nok kommer til at ligge på 10.000 kroner+, så send en uforpligtende mail til kabo@travservice.dk

Endelig rejseplan og pris følger.

  • Stutteri Laser 600x110 2023 (003)