TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Cash Valley for 10. gang

af | Nyheder

Sejrshesten Cash Valley med Jens Simoni vandt fredag eftermiddag sin 10. sejr i år og 9. på Charlottenlund Travbane, hvor den synes sikker på titlen som Årets Hest.

Normalt har vi set Cash Valley blive kørt til spids, men denne gang valgte Jens Simoni en mere defensiv taktik, og det klarede den 4-årige vallak også.

-Jeg har jo kørt ham til spids mange gange, og han kunne jo gå hen og blive træt af at forsvare spids hele tiden. Derfor bestemte jeg mig til at køre ham bagfra i dag, sagde Jens Simoni efter sejren.

Bootz Simoni med Steen Juul – udstyret med en lukket blinkers – tog spids i et forrygende tempo og tilbagelagde de første 500 meter efter 1.11.8 og kilometeren efter 1.13.1.

Bootz Simoni holdt indtil opløbets begyndelse, hvor Cash Valley stormede frem ude i banen.

Ingen kunne følge den 4-årige Running Sea-søn, der bare øgede afstanden til konkurrenterne op mod mål og sejrede sikkert i 1.13.1a/1600 m foran Vega Simoni med Nicolaj Andersen i 1.13.6 og What a Babe med Vivtor Ecce i 1.13.8.

Hans Christensen, Stald Johannelyst, Cash Valley og Jens Simoni efter en tidligere sejr Foto Kim Gudmand

Det var 9. sejr til Cash Valley i 10 starter på Lunden i år og dermed synes den sikker på titlen, Årets Hest.

Det er noget af et eventyr Stald Johannelyst og Jens Simoni oplever med Cash Valley, der blev som 2-åring fra Sverige for rimelige penge.

Den debuterede først i december i fjor, og har siden da nu startet 14 gange og har vundet 10 sejre, tre anden- og en tredjeplads. Det er i alt blevet til 121.742 kroner og rekord 1.12.5.

Endnu har Cash Valley altså ikke været uden for toto-rækken!!