TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Cash Egedal har startet for sidste gang

af | Nyheder

At Cash Egedal med Rene Kjær fik lov til at starte i 5. løb på Skive Trav har været til debat på sociale medier – især efter Fast Track-reporteren Søren Åen under udsendelsen omtalte hesten som værende ukurant og ikke startberettiget.

Rene Kjær tjente bestemt sin løn som kusk bag Stald Egedals Cash Egedal i Skive mandag eftermiddag.

Det var ingen let opgave bare at holde hesten nogenlunde i trav – og det både under opvarmning og i løbet.

Fast Track-reporter Søren Åen mente at hesten var halt og burde sendes i stald, men det skete ikke.

-Men Cash Egedal er heller ikke halt, men har store problemer med at få styre travet, men nu er det også slut med at starte ham. Jeg vil ikke længere og nu bliver han ridehest. Det er en sød og nem hest herhjemme, siger ejeren og opdrætteren Børge Mathiesen.

-Baggrunden for at Cash Egedal traver, som han gør, er at jeg lod mig overtale til at få ham opereret for en bukkehov. Det skulle jeg aldrig have gjort, for det har kun skabt problemer.

-Vi har prøvet forskellige sko – både for-og bag-under – og i går forsøgte vi med omvendte bagsko, men det gik heller ikke. Han kan godt få travet til at stemme i en vis fart, men når tempoet så skal øges, går det galt.

-På vores træningsbane traver han upåklageligt i alle tempi, men her er der dybt sand og så har han en tung træningsvogn at trække, men på en væddeløbsbane kan han ikke få det til at stemme, hvor gerne hesten så end vil det, siger Børge Mathiesen videre.

-Men som sagt – Cash Egedal har startet for sidste gang, og nu bliver han ridehest. Han står mig i over en halv million kroner Vi var i Frankrig med hoppen for at få hende bedækket med Ready Cash og havde håbet på en stjerne.

-Jeg kan stadig ærgre mig meget over at jeg lod mig overtale til at få Cash Egedal opereret for den bukkehov – det skulle aldrig være sket, slutter Børge Mathiesen.

Cash Egedal nåede at starte syv gange, han satte rekord 1.18.8a/2140 m i næstsidste start i Aalborg – bedste og eneste placering blev en femteplads i Skive til 750 kroner i præmie.

Efter løbet i Skive mandag fik Cash Egedal af dommerkomiteen 20 dages startforbud.