TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Cantab Hall aflivet

af | Nyheder

En af de mest betydende avlshingste i dette århundrede, Cantab Hall er blevet aflivet, 22 år gammel, oplyser Hanover Shoe Farm.

Cantab Hall i sin fold på Hanover Shoe Farm – november 2022

I forbindelse med den fællesrejse som travservice og Breeders Club havde arrangeret i efteråret til auktionerne i Harrisburg, besøgte vi også Hanover Shoe Farm og så bl.a. Cantab Hall.

Cantab Hall (Self Possessed – Canland Hall v. Garland Lobell)  var pensioneret og gik i en stor fold for sig selv, og havde ry for ikke at være særlig snakkesalig. Det lykkedes dog Søren Kolberg at få den ellers reserverede hingst til at komme hen til sig.

Cantab Hall havde problemer med et bagben – det havde han haft i flere år, og da han var aktiv i avlen havde han problemer med at springe, så Hanover havde fået konstrueret en speciel attrap til ham, så han kunne tappes for sæd.

Cantab Hall i hans velmagtsdage

Cantab Hall havde både en flot løbskarriere efterfulgt af flottere avlskarriere.

Cantab Hall er den hingst, hvis afkom gennem tiderne har tjent fleste penge i Nordamerika.

Aktuelt er beløbet på 114.702.064 dollars, men det kan blive større endnu.

Hans sidste årgang fødes i år, men bliver ikke særlig stor, da han kun bedækkede 19 hopper i fjor.

I 2021 bedækkede han 99 hopper og her er der født 53 afkom i 2022.

Father Patrick er Cantab Halls mest vindende afkom med 2.558.133 dollars, mens den svenskfødte hoppe, Darling Mearas er hans hurtigste afkom med 1.08.3

Herhjemme er Derbyfavoritten Howlingatthemoon Cantab Halls mest vindende afkom med 1.253.513 kr. og rekord 1.13.8  – hans helbroder, Dontpaytheferryman har tjent 797.130 kroner og har rekord 1.12.6.

Cantab Hall-sønner som Father Patrick, Explosive Matter , Uncle Peter og herhjemme Beer Summit er nogle af de Cantab Hall-sønner, der fører hans blod videre.

Cantab Hall er morfar til topheste som Hambletonian-vinderen Atlanta, Manchego, Vivid Wise As, Southwind Frank, Six Pack m.fl.

En trekvartbroder til Cantab Hall er i dansk eje og træning.

Det er den 6-årige vallak, Coventry Hall, der så sent som i lørdags vandt en suveræn sejr i Otto Hallings Mindeløb for Flemming Jensen i årets hidtil hurtigste tid i Danmark, 1.11.9