TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Candy La Marc til Paris?

af | Nyheder

Efter en meget sikker sejr på Jägersro lørdag eftermiddag overvejer Lars Marcussen at starte Candy la Marc i et storløb på Vincennes.

Så sikkert vandt Candy la Marc foran Stole the Show og Donatello Garbo

Selv om Candy la Marc vandt sikkert i Johan Jacobssons Minne på Jägersro lørdag eftermiddag var Lars Marcussen alligevel ikke helt tilfreds med sin tophoppe.

-Nej, hun travede ikke som hun kan, og det er fordi hun skulle gå med alle fire sko, siger Lars Marcussen til travservice.

Fra den 1. december er det nu forbudt at køre uden sko i svenske travløb, og derfor måtte Lars Marcussen starte Candy la Marc med fire sko.

-Hun er i så fin form, så det vil være synd at stoppe med hende nu. Hun kom jo sent i gang i år, så jeg har lyst til at fortsætte med hende, men helst ikke i Sverige.

-Der er et hurtigløb hun kan starte i på Jydsk Væddeløbsbane, men der er også startmuligheder i Frankrig, siger Lars Marcussen.

Lars Marcussen nævner et løb for 4—5 åringer den 15. december, men i samtalens løb finder vi ud af, at Candy la Marc har tjent for mange penge til at kunne starte der.

Faktisk er der kun Criterium Continental den 23. december, der kunne være en opgave for hende.

-Og det kunne jeg godt være varm på at starte Candy la Marc i, siger Lars Marcussen. -Hun har et meget stærkt temperament og vil elske, at der er tempo på hele vejen, som der er i de franske løb, så det kunne bestemt være en mulighed at starte Candy la Marc i Paris den 23. december, men kan vi så nå at komme hjem til Juleaften? siger Lars Marcussen spørgende!!

Danske heste har tidligere gjort det godt i Criterium Continental – Derbyvinderen Tumble Dust vandt således i 2014

Tilbage til lørdag på Jägersro.

Efter sejren i Johan Jacobssons Minne var der præmieoverrækkelse, og det foregår nu i restaurationen på Jägersro.

Den store vandrepræmie, der er udsat i Johan Jacobssons Minne har en værdi af over 200.000 SEK. Foto Jägersro

-Ærespræmien var en meget flot, men også meget tung sølvpokal, der har en værdi af 200.000 SEK, så efter vi var blevet fotograferet med den, spurgte jeg banens direktør om han ikke ville passe på den for mig til næste år. Skulle jeg have den med hjem, skulle jeg have forhøjet min indboforsikring, griner Lars Marcussen.

-Og direktøren var vist meget glad for at jeg bad ham om at passe på den til næste år, slutter Lars Marcussen, der fik andre ærespræmier til at tage med hjem.