TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Candy La Marc i comeback!

af | Nyheder

Sidste års mest vindende danskejede travhest, Candy La Marc, sæsondebuterer fredag eftermiddag på Lunden med Birger Jørgensen i sulkyen. 

Efter det imponerende rutineløb på Racing Arene Aalborg forrige tirsdag, hvor Candy La Marc kom hjem på 1.14,7/2140 meter, er Lars Marcussens Scarlet Knight-hoppe klar til det længe ventede comeback.

Machiavelli og Candy la Marc i rutineløbet i Aalborg

-Det har været lidt svært at finde et passende løb til hende, men det passer helt perfekt at hun kan starte i et hoppeløb på Lunden på fredag, siger Candy La Marcs opdrætter, ejer og træner, Lars Marcussen.

-På lørdag var det allerede planlagt, at Candy La Marc skal en tur til Ansager og tjekkes op; hun skal behandles i en hov og en kode – ikke noget alvorligt overhovedet, men bare for at være på den sikre side inden næste start, som bliver den 1. august i en indledende afdeling af Breeders Crown for 4-årige hopper på Mantorp.

I fjor kørte både Peter Untersteiner, Johan Untersteiner og Erik Adielsson Candy La Marc i starterne i Sverige, men hvem der skal køre hende i Breeders Crown på Mantorp er endnu ikke afgjort.

-Birger har hele tiden foreslået, at det skulle være en svensk kusk, men det er der ikke truffet nogen beslutning om endnu – dén tager vi på fredag efter løbet på Lunden, siger Lars Marcussen, som glæder sig rigtig meget til at starte Candy La Marc igen.

-Hun har været fin siden rutineløbet og der er ikke noget negativt at bemærke. Hun har været til kiropraktor én gang og massør to gange, så vi er godt forberedt. Jeg kender ikke ret meget til konkurrenterne, men bare hun går et godt løb er vi tilfreds.

4-årige Candy La Marc vandt i fjor både Svenskt Trav-Oaks og Breeders Crown-finalen for 3-årige hopper. Det blev til ni sejre og 1.892.000 kroner i 12 starter.

Startliste – Lunden: KLIK HER