TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Candy la Marc – eventyret fortsætter (fotos)

af | Nyheder

Lars Marcussens Candy la Marc viste sig igen bedst, da Breeders Crown for 3-årige hopper blev afviklet på Eskilstuna, og Scarlet Knight-datteren lagde 800.000 kroner på sin præmiesum ved sejren.

Stor glæde hos Lars Marcussen og Johan Untersteiner efter Breeders Crown-sejren. Foto Kanal 75

Hvis Lars Marcussen ind i mellem går og kniber sig lidt i armen for at tjekke om han nu virkelig er vågen, ja, så er det forståeligt.

For det er noget af en eventyrlig rejse den jyske opdrætter og amatørtræner har været på i de sidste to måneder med sin Candy La Marc,

Vel var Marcussen klar over ,at han havde en god hest i 3-årige Candy la Marc – men derfra og så til at den vinder to af de største løb i Sverige for 3-årige hopper.

Ja, hvem skulle have troet det!!

Først var der sejren i Svenskt Trav Oaks, hvor Candy la Marc fik løbet serveret i ryg på førende Dibaba og kom ud til angreb 100 meter før mål.

Så speedede Marcussens letbenede hoppe forbi favoritten til en sejr, der kastede 1.4 millioner kroner af sig.

Candy la Marc viser konkurrenterne baghovene i Breeders Crown-finalen. Foto Kanal 75

At Candy la Marc desuden kom med i Breeders Crown skete på det yderste mandat, idet hun fik plads i semifinalen på grund af sin høje startpræmiesum. Hun galoperede nemlig i et kvalifikationsløb.

Efter sejren i semifinalen var Candy la Marc med Johan Untersteiner i sulkyen en af favoritterne til sejren i Breeders Crown for 3-årige hopper denne søndag eftermiddag på Eskilstuna.

Men svenske eksperter mente, at løbet kun var et opgør mellem Vamp Kronos med Bjørn Goop og Dibaba med Ôrjan Kihlström.

Disse to hopper var nærmest over-heste i forhold til resten af feltet – inklusive Candy la Marc .- mente eksperterne på ATG Live!

Men Candy la Marc viste på ny sin styrke og kunne føre løbet fra start til mål.

Vamp Kronos havnede i dødens, og blev træt, mens Dibaba sad i tredje par udvendigt, og sluttede fint af til en andenplads, men uden at blive en trussel for Candy la Marc.

-Ind i opløbssvinget var jeg ved at tro, at hun skulle blive slået. Jeg måtte være efter hende for at holde Vamp Kronos ude, men med 300 meter tilbage tog hun biddet og kæmpede flot hele vejen ind mod mål, sagde Johan Untersteiner om Candy la Marc.

Efter Breeders Crown-sejren til Candy la Marc. Foto Kanal 75

Candy la Marc sejrede i 1.14.7a/2140 m foran Dibaba i 1.14.8 og Vamp Kronos i 1.14.9.

Der var 800.000 kroner i førstepræmie til Candy la Marc, der nu har tjent 2.530.992 SEK – godt nok svenske, men alligevel et flot resultat opnået i 12 starter.

Det er blevet til 9 sejre og en femteplads.

Efter sejre i såvel Oaks som Breeders Crown er det svært at se, hvordan Candy la Marc kan undgå at blive kåret som årets 3-årige hoppe i svensk travsport!