TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Canadisk millionløb en realitet

af | Nyheder

Canadas største løb for 2-åringer, The Mohawk Million fik de krævede 9 anmeldelser og bliver for første gang afviklet den 26. september.

9 anmeldelser lyder ikke at meget, men at anmelde til løbet koster 110.000 dollars – og det er meget!

Det er da heller ikke nødvendigvis specifikke heste, der er anmeldt, men derimod har ejere og trænere kunne sikre sig en plads i feltet ved at forpligte sig til at betale i alt 110.000 dollars.

De første 55.000 dollars forfaldt i tirsdags ved anmeldelsesfristens udløb, og de sidste 55.000 dollars skal betales den 1. juni.

Endnu har Woodbine/Mohawk, der arrangerer løbet ikke offentliggjort anmeldelseslisten – heller ikke i Canada har man længere et velfungerende postvæsen, og da man fortsat kører et system med fremsendelse af checks som betaling for anmeldelser til storløb, så vil arrangørerne vente med at offentliggøre anmeldelseslisten til næste uge. Hvis der nu skulle dukke flere anmeldelser op.

Millionløbet afvikles lørdag den 26. september på Mohawk-banen i Toronto og får 10 heste til start.

Der er nemlig en gratis plads i feltet til vinderen af William Wellwood Memorial, der køres på Mohawk den 12. september.

Ideen til løbet stammer fra galopløbet, Pegasus World Cup, hvor man i de to første udgaver betalte 1 million dollars for at få en hest til start i løbet, der i 2018 havde en samlet præmiesum på 16 millioner dollars.

Travbanen, The Red Mile i Kentucky havde planer om at lave et millionløb for 2-åringer i 2019 efter samme skabelon (men med 100.000 dollars pr hest), men løbet nåede aldrig længere end til skrivebordet.